Historien bag Bjørn Nørgaards gobeliner
På Christiansborg Slot hænger 17 moderne gobeliner, der blev skænket som gave i anledning af H.M. Dronningens 50-års-fødselsdag
Store vægtæpper, ofte omtalt som gobeliner, var almindelige i ældre tider, hvor de blev brugt som dekorative og isolerende vægudsmykninger i velstående hjem.
I Riddersalen på Christiansborg Slot hænger 17 moderne gobeliner, som er en af de største fremstillinger af Danmarkshistorien på vægtæpper. Tæpperne er fremstillet efter tegninger af kunstneren Bjørn Nørgaard af de traditionsrige franske væverier Manufacture des Gobelins og Manufacture de Beauvais.
I de 17 gobeliner fortæller Nørgaard Danmarks- og Verdenshistoriens gang gennem de seneste godt 1000 år. I et moderne, kulørt billedsprog sammenvæves scener med historiske begivenheder, konger og dronninger med periodetypiske genstande, symboler og ornamenter.
Gobelinserien blev bestilt til Dronningens 50-års fødselsdag i 1990 som en gave fra dansk erhvervsliv og en lang række fonde. Ved den officielle indvielse af gobelinerne i 2000 overdrog Dronningen ejendomsretten til gobelinerne til den danske stat.
Riddersalen med gobelinerne er åben for publikum.
Læs mere om Bjørn Nørgaards gobeliner
Se åbningstiderne for De Kgl. Repræsentationslokaler og muligheder for omvisning på: www.slke.dk