H.K.H. Prins Henriks ordener ved Castrum Doloris
Ved Castrum Doloris vil flere af Hans Kongelige Højhed Prins Henriks ordener være placeret på en sort fløjlspude opsat på en pulpet.
Yderst ligger Elefantordenens ordenskæde med ordenstegnet, elefanten, der ses nederst på puden. Indenfor kæden ses øverst Dannebrogordenens storkommandørkors og under dette til venstre Elefantordenens bryststjerne og til højre Dannebrogordenens bryststjerne. Nedenfor ses bryststjernen til storkorset af den franske Æreslegion. Prins Henrik blev Ridder af Elefantordenen på sin bryllupsdag, 10. juni 1967.
Prins Henriks skjold som Ridder af Elefantordenen vil være placeret ved Prinsens båre under Castrum Doloris. Skjoldet, der normalt er ophængt i Ridderkapellet på Frederiksborg Slot, bærer Prinsens våben, navn, titel og dato for optagelsen i Elefantordenen.