H.K.H. Prins Joachim overrakte DI’s Initiativpris

H.K.H. Prins Joachim overrakte i dag den 29. januar 2018 DI’s Initiativpris til virksomheden Liftup A/S.

Foto: Nils Rosenvold ©

Liftup A/S fremstiller hjælpemidler til blandt andre mennesker med handicap og modtog prisen ved Dansk Industris konference for små og mellemstore virksomheder, der i år fandt sted i Kolding. Her holdt Prins Joachim tale og overrakte initiativprisen.

Den nordjyske virksomhed Liftup A/S modtog prisen for at sætte æstetik, design og sikkerhed i højsædet i produktionen af innovative velfærdsteknologiske produkter. Virksomheden blev stiftet i 2003 i Støvring i Nordjylland og har siden etableret et datterselskab i USA.

Formålet med DI’s Initiativpris er at hædre virkelyst, kreativitet og skabertrang. Virksomheden, der vinder prisen, skal i en kortere årrække have skabt grundlag for vækst gennem initiativ og virkelyst inden for blandt andet afsætning, teknologi og uddannelse.