H.M. Dronningens private bibliotek

I dagens låge i julekalenderen er Nissefamilien på besøg i et ganske særligt kongeligt bibliotek, der optager mere end tre kilometer hyldeplads og ligger i Christian VIII’s Palæ på Amalienborg.

Den ældste bog i Håndbiblioteket "Nürnberg Krønike" af Hartmann Schedel fra 1493. Foto: Håndbiblioteket ©

Håndbiblioteket, som samlingen kaldes, omfatter bøger, en lille håndskriftsamling, en kortsamling, en billedsamling, Frederik 9.s samlinger af musik og film samt mindre samlinger af grammofonplader, cd'er, lydbånd og video. Biblioteket bærer navnet Hendes Majestæt Dronningens Håndbibliotek og er Majestætens private bibliotek.

Håndbibliotekets samling begyndte med de bøger, som Frederik 5. havde samlet som kronprins. Sidenhen er indholdet i biblioteket blevet udbygget med blandt andet de forskellige monarkers egne indkøb samt gaver. Biblioteket rummer i dag materiale fra de seneste ni konger samt enkelte dronninger og har materiale fra de seneste fem århundreder på hylderne.

Den ældste bog i Håndbiblioteket er den såkaldte ”Nürnberg Krønike”, en verdenshistorie skrevet af historikeren Hartmann Schedel og udgivet i Nürnberg i år 1493, året efter Columbus første gang rejste til Amerika. Den er illustreret med ca. 2.000 farvelagte træsnit, heriblandt et europakort.

Som helhed er samlingen særdeles blandet og præget af de enkelte kongers personlige smag og interesser samt talrige gaver. Den rummer værdifuldt og - i nogle tilfælde - unikt materiale inden for mange emner. Som helhed afspejler bibliotekets samling Kongehusets stilling og funktion i det danske samfund gennem de sidste ca. 250 år fra enevælden til dagens konstitutionelle monarki.

Biblioteket står til rådighed for den til enhver tid regerende monark, der med tronen overtager brugsretten til det samt pligten til at give det videre til sin efterfølger. Derudover fungerer biblioteket også som forskningsbibliotek og som del af Kongernes Samling, og er åbent for forskere, udstillingsarrangører og andre brugere, der efter ansøgning kan få adgang til indholdet på bibliotekets kilometerlange hylder.