Indvielse af dansk-norsk elforbindelse

Skagerrak 4
Skagerrak 4 Foto: Lars Holm, Baghuset ©

H.K.H. Kronprinsen vil sammen med H.K.H. Kronprins Haakon af Norge forestå den officielle indvielse af et nyt søkabel mellem Norge og Danmark og to nye højspændingsledninger, der er koblet sammen med forbindelsen.

Åbningen markeres af Statnett og Energinet.dk torsdag den 12. marts 2015 og finder sted på Festningsplassen i Kristiansand og ved Station Tjele nær Viborg. Kronprinsen vil være til stede i Tjele og Kronprins Haakon vil være til stede i Kristiansand. Den officielle åbning vil være fælles for begge lande og blive transmitteret på storskærm mellem Norge og Danmark.

Arrangementet markerer, at et nyt søkabel mellem Norge og Danmark, Skagerrak 4, er klar, og at højspændingsledningerne Kassø-Tjele og Kristiansand-Rød begge står færdige.

Til sammen udgør den nye og opgraderede højspændingsforbindelse en strækning på cirka 600 kilometer fra Sønderjylland i Danmark til Grenlandsområdet i Norge. Forbindelsen bidrager til bedre forsyningssikkerhed i de to lande, og gør det muligt at sende mere strøm mellem landene og dermed bedre udnytte vedvarende energi i begge lande.

Fakta om projekterne

Skagerrak 4
Statnett og Energinet.dk har for nyligt lagt et nyt 700 MW søkabel mellem Norge og Danmark. Kablet forbinder Kristiansand transformerstation i Vest-Agder og Tjele transformerstation ved Viborg i Jylland.

Østre Korridor, Norge
Ledningen mellem Kristiansand og Bamble transformerstationer er bygget om til 420kV. Derudover er der bygget 38 km ny højspændingsledning fra Bamble til Rød transformerstation. Statnett har i den forbindelse bygget nye transformerstationer i Froland, Bamble og Skien kommuner og udvidet Kristiansand og Rød transformerstationer.

Kassø-Tjele, Danmark
Energinet.dk har bygget en ny og stærkere 175 km lang 400 kV højspændingsforbindelse mellem transformerstationerne Kassø ved Aabenraa og Tjele ved Viborg til erstatning for en ældre 400 kilovolt forbindelse. Desuden har Energinet.dk bygget en ny koblingsstation ved Vejen og udbygget anlæggene i Kassø og Tjele.

 

Læs mere om projekterne på Energinet.dk

Presseinformation

Pressekontakt ved Stattnett

Kommunikationschef Christer Gilje e-mail christer.gilje@statnett.no eller tlf. +47 95 23 71 28.

Pressekontakt ved Energinet.dk

Pressechef Jesper Nørskov Rasmussen e-mail jnr@energinet.dk eller tlf. 23 33 85 75.