Islands Præsident tildeles Elefantordenen
H.M. Kongen har den 8. oktober 2024 tildelt Islands Præsident, H.E. Halla Tómasdóttir Elefantordenen. Det skete i Christian VII’s Palæ i forbindelse med, at Præsidentparret indledte deres statsbesøg i Danmark. Præsidentens ægtefælle, hr. Björn Skúlason, blev samtidig dekoreret med Storkorset af Dannebrogordenen.
Når udenlandske statsoverhoveder aflægger statsbesøg, er der tradition for, at der i forbindelse med statsbesøget foregår en ordens- og medaljeudveksling, såfremt både værtslandet og det land, der er besøg fra, har et ordensvæsen.
Som led i ordensudvekslingen har blandt andre repræsentanter for regeringen og embedsværket samt en række af Hoffets ansatte ligeledes modtaget dekorering.
Kongeparret er begge tildelt Storkorset af Den Islandske Falkeorden i forbindelse med tidligere besøg fra Island.