Kongeskibet Dannebrog

Tirsdag den 22. maj 2018 danner Kongeskibet Dannebrog ramme om en reception for H.K.H. Kronprinsens protektioner i anledning af Kronprinsens 50-års fødselsdag. Kronprinsen er vært ved arrangementet.

D.K.H. Kronprinsen og Prins Joachim på Kongeskibet Dannebrog. Foto: Vagn Hansen ©

Kongeskibet Dannebrog er navngivet af Dronning Alexandrine i København i 1931 og hejste kommando første gang den 26. maj 1932. Dannebrog tjener som officiel og privat residens for H.M. Dronningen og medlemmer af den kongelige familie.

Dannebrog blev bygget i 1931-1932 på Orlogsværftet i København, som afløser for det forrige kongeskib hjuldamperen Dannebrog fra 1879. Skibets skrog er bygget af stål i nittet konstruktion på et tværskibs spantesystem, skibet har klipperstævn og elliptisk hæk. Set udefra kan Kongeskibet deles i to sektioner; foran skorstenen er der plads til besætningens underbringelse, laster og maskine. Agten herfor er den kongelige afdeling. Ved anløb af danske og udenlandske havne benyttes det overdækkede agterdæk til receptioner.

Kongeskibet Dannebrog er en selvstændig kommando, som administreres af Dronningens Jagtkaptajn, der er medlem af Majestætens hofstab. Dannebrogs fulde besætning består af ni officerer, syv sergenter, to konstabler og 38 værnepligtige.