Kronprinsparret besøger Japan
Danmark og Japan fejrer i år 150-året for de diplomatiske forbindelser, og til oktober vil Deres Kongelige Højheder Kronprinsen og Kronprinsessen stå i spidsen for et erhvervs- og kulturfremstød i landet.
I år er det 150 år siden, at en traktat om dansk-japansk samhandel blev underskrevet, og Kronprinsen har sammen med Hans Kejserlige Højhed Japans Kronprins i 2017 sagt ja til at være protektorer for jubilæumsfejringen. Tidligere i år besøgte Japans Kronprins Danmark, og Kronprinsparret vil besøge Japan den 8. – 12. oktober 2017.
55 danske virksomheder deltager i erhvervsfremstødet i Tokyo. Sidste år blev der fra danske virksomheder eksporteret for 22 mia. kroner til Japan, og fokusområderne på erhvervsfremstødet vil være på nogle af de områder, hvor Danmark står stærkt - sundhed, fødevarer og design.
Besøget i Japan indledes med et kulturelt program, hvor Kronprinsparret blandt andet vil besøge udstillingen ”Everyday Life – Signs of Awareness”, hvor dansk kunsthåndværk og design vises frem på samtidskunstmuseet 21st Century Museum of Contemporary Art i Kanazawa. Derudover vil Kronprinsen og Kronprinsessen gå med i ”Denmark Fest and Walkathon”, der har fokus på dansk livsstil.
Besøget i Japan byder også på en række gensyn. Kronprinsen besøger Higashi-Matsushima i det nordlige Japan, som i 2011 blev ramt af et jordskælv og en tsunami. Dengang besøgte Kronprinsen kort tid efter mange af de berørte i katastrofeområdet. Kronprinsessen vil under besøget i Japan vende tilbage til H.C. Andersen Park i Funabashi, som Kronprinsessen besøgte tilbage i 2005.
Kronprinsparret vil under besøget i Japan være ledsaget af udenrigsminister Anders Samuelsen, miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen, sundhedsminister Ellen Trane Nørby og kulturminister Mette Bock.