Kronprinsparret besøger Polen

Den 25. november 2019 deltager Kronprinsparret i markeringen af 100-året for genetableringen af de diplomatiske forbindelser mellem Danmark og Polen. Det sker i Polens hovedstad Warszawa efter invitation fra Polens Præsident, H.E. Andrzej Duda.

I efteråret 2019 er det 100 år siden, at Danmark og Polen genoptog de diplomatiske forbindelser, efter Polen i 1918 genopstod som selvstændig nation. Det markeres ved et besøg, som vil have fokus på det dansk-polske samarbejde inden for blandt andet forsvar, energi, erhverv og kultur samt landenes forhold i de seneste 100 år.

Præsident Andrzej Duda og førstedame Agata Kornhauser-Duda byder Kronprinsparret velkommen ved Præsidentpaladset, hvor Præsidentparret også er værter ved en frokost med deltagelse af repræsentanter fra det polske og danske erhvervs- og kulturliv.

Herefter vil Kronprinsparret blandt andet deltage i åbningen af en historikerkonference om det dansk-polske forhold i de seneste 100 år, aflægge besøg ved de polske væbnede styrkers veterancenter samt møde danske og polske veteraner.

H.K.H. Kronprinsen vil sammen med den polske præsident deltage i et roundtable-møde med deltagelse fra danske og polske virksomheder om samarbejdet på energiområdet med særlig fokus på vedvarende energi.
H.K.H. Kronprinsessen deltager i arrangementer, med fokus på henholdsvis indsatsen mod diabetes og inklusion af personer med handicap.

Kronprinsparret ledsages af klima-, energi og forsyningsminister Dan Jørgensen samt sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke.

Programmet offentliggøres senere.