Kronprinsparrets Priser skifter navn
For 20 år siden modtog D.M. Kongen og Dronningen en prisuddeling i bryllupsgave af Bikubenfonden. Siden Kronprinsparrets Priser for første gang blev givet, er 61 priser blevet uddelt.
Til næste år skifter priserne navn til Kongeparrets Priser.
Priserne vil stadig blive uddelt i forbindelse med et tv-show på DR1, hvor socialt arbejde samt kunsten og kulturen vil være i fokus. Men når Kongeparrets Priser bliver uddelt for første gang i 2025, bliver det også med en ny pris til fællesskaber. Prisen hylder dem, der med engagement tager ansvar for det lokalsamfund, de er en del af.
I forbindelse med den musikalske fejring af ”20 år med Kronprinsparrets Priser” den 5. november i VEGA i København holdt Kongeparret tale fra scenen.
”I aften siger vi farvel til Kronprinsparrets Priser og hilser noget nyt velkomment. For det slutter ikke her for os. Vi har fået nye titler, men vi bærer vores værdier med os. Derfor vil vi også fremover bakke op om sociale initiativer, om kunst og kultur og om fællesskaber, der binder os sammen. Vi vil hylde dem, der betager, begejstrer og bevæger os.
Vi vil holde fast i en pris til kunst og kultur og en pris til sociale initiativer, og som noget nyt i 2025 introducerer vi en pris til fællesskaber”, lød det blandt andet fra Kongeparret.
Den første uddeling af Kongeparrets Priser finder sted i efteråret 2025.