Ny kabelforbindelse mellem Danmark og Norge

Skagerrak 4
Skagerrak 4 Foto: Lars Holm, Baghuset ©

H.K.H. Kronprinsen vil sammen med H.K.H. Kronprins Haakon af Norge forestå den officielle indvielse af et nyt søkabel mellem Norge og Danmark og to nye højspændingsledninger, der er koblet sammen med forbindelsen.

Åbningen markeres af Statnett og Energinet.dk torsdag den 12. marts 2015 og finder sted på Festningsplassen i Kristiansand og ved Station Tjele nær Viborg. Kronprinsen vil være til stede i Tjele og Kronprins Haakon vil være til stede i Kristiansand. Den officielle åbning vil være fælles for begge lande og blive transmitteret på storskærm mellem Norge og Danmark.
 

Arrangementet markerer, at et nyt søkabel mellem Norge og Danmark, Skagerrak 4, er klar, og at højspændingsledningerne Kassø-Tjele og Kristiansand-Rød begge står færdige.

Kronprinsen taler ved arrangementet i Tjele og Kronprins Haakon taler ved arrangementet i Kristiansand, hvorefter Kronprinsen og Kronprins Haakan samtidig forestå den officielle indvielse af det nye søkabel mellem Norge og Danmark. 

Under arrangementet vil der også være taler fra direktør for Energinet.dk Peder Ø. Andreasen og CEO for Statnett Auke Lont samt klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen og den norske statssekretær Kåre Fostervold.

Fakta om projekterne

Skagerrak 4
Statnett og Energinet.dk har for nyligt lagt et nyt 700 MW søkabel mellem Norge og Danmark. Kablet forbinder Kristiansand transformerstation i Vest-Agder og Tjele transformerstation ved Viborg i Jylland.

Østre Korridor, Norge
Ledningen mellem Kristiansand og Bamble transformerstationer er bygget om til 420kV. Derudover er der bygget 38 km ny højspændingsledning fra Bamble til Rød transformerstation. Statnett har i den forbindelse bygget nye transformerstationer i Froland, Bamble og Skien kommuner og udvidet Kristiansand og Rød transformerstationer.

Kassø-Tjele, Danmark
Energinet.dk har bygget en ny og stærkere 175 km lang 400 kV højspændingsforbindelse mellem transformerstationerne Kassø ved Aabenraa og Tjele ved Viborg til erstatning for en ældre 400 kilovolt forbindelse. Desuden har Energinet.dk bygget en ny koblingsstation ved Vejen og udbygget anlæggene i Kassø og Tjele.

Læs mere om projekterne på Energinet.dk.

Presseinformation

PRESSEKONTAKT VED ENERGINET.DK

Pressechef Jesper Nørskov Rasmussen tlf.: 23 33 85 75 eller e-mail: jnr@energinet.dk