Ny regeringsdannelse

Efter at repræsentanter for de politiske partier i det nye Folketing havde haft lejlighed til at udtale sig om den forestående regeringsdannelse, anmodede Hendes Majestæt Dronningen fredag den 16. september 2011 på den fungerende statsministers råd Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, om at lede forhandlinger med henblik på dannelse af en ny regering.

Helle Thorning-Schmidt har i dag, søndag den 2. oktober 2011, orienteret Hendes Majestæt Dronningen om, at hun har gennemført forhandlinger med repræsentanter for partier i Folketinget og oplyst, at der under hendes ledelse vil kunne dannes en regering bestående af repræsentanter for partierne Socialdemokraterne, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti, som støttes af et flertal i Folketinget.

Hendes Majestæt Dronningen tilkaldte herefter den fungerende statsminister, Lars Løkke Rasmussen, der på baggrund af det anførte tilrådede Dronningen, at det overdrages partiet Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, at danne en regering bestående af repræsentanter for partierne Socialdemokraterne, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti.

Hendes Majestæt Dronningen har herefter opfordret Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, til at danne en sådan regering.

Henning Fode
Kabinetssekretær