Nyt frimærke i anledning af H.M. Dronningens 50-års Regeringsjubilæum
Den 3. januar 2022 udgiver PostNord et jubilæumsark med tre frimærker i anledning af H.M. Dronningens 50-års Regeringsjubilæum.
Dronningen er den danske monark, der har været afbilledet på frimærker flest gange. Første gang var i 1941, hvor Dronningen som lille prinsesse sad på armen af sin mor, den daværende Kronprinsesse Ingrid. Siden er det blevet til 162 danske frimærker med Dronningen som motiv, der er skabt med udgangspunkt i 28 forskellige malerier, tegninger og fotos.
Det nye frimærke, der udgives i anledning af regeringsjubilæet i 2022, viser Dronningen i dag og som nytiltrådt regent i 1972. Mellem de to billeder ses Kongevåbnet som symbol på Danmarks Rige.
Billedet fra 1972 er fotograferet af Rigmor Mydtskov, mens det nye billede af taget af fotograf Tine Harden. Fotografierne er rentegnet af gravør Martin Mörck.