Nyt frimærke i anledning af tronskiftet
I anledning af tronskiftet den 14. januar 2024 udgiver PostNord sammen med det grønlandske postvæsen Tusass og det færøske Posta et nyt frimærke.
Når der søndag den 26. maj 2024 flages i anledning af H.M. Kongens fødselsdag, markerer PostNord tronskiftet med udgivelse af det nye frimærke.
Billedet er taget af fotograf Steen Evald med design af Ella Clausen. Foruden fotografiet fremgår også Hans Majestæts monogram samt navnet på det pågældende land, frimærket er købt i.
I modsætning til tidligere konger, er det ikke første gang, at Kongen optræder på et frimærke. Både som ganske lille, ved Kongens 18-års fødselsdag, ved H.M. Dronning Margrethes regeringsjubilæum, ved brylluppet med H.M. Dronningen samt i anledning af en indsamling til Kronprins Frederik og Kronprinsesse Marys Fond har man kunnet finde Hans Majestæt portrætteret på frimærker.
Frimærket kan benyttes til internationale forsendelser.