Portrætafsløring på Det Nationalhistoriske Museum
I anledning af H.K.H. Kronprinsessens 50-års fødselsdag blev der på Det Nationalhistorie Museum på Frederiksborg Slot i Hillerød i dag afsløret et nyt portræt af Hendes Kongelige Højhed.
Portrættet er udført af den herboende, spanskfødte kunstner Jesús Herrera Martínez og blev afsløret som en del af åbningen af særudstillingen ”H.K.H. Kronprinsesse Mary 1972 – 2022”. Udstillingen er blevet til i anledning af Kronprinsessens 50-års fødselsdag, og til stede ved åbningen var ud over Kronprinsessen også H.K.H. Kronprinsen samt D.K.H. Prinsesse Isabella, Prins Vincent og Prinsesse Josephine.
Portrættet, der har fået navnet ”Kronprinsesse Mary” og er malet med olie på lærred, er iscenesat i Kronprinsessens arbejdsværelse i Kronprinsparrets hjem i Frederik VIII’s Palæ på Amalienborg. Værket fortæller Kronprinsessens historie ved at inddrage elementer fra arbejdsværelset såvel som fiktive symboler, der henviser til Hendes Kongelige Højheds australske baggrund – blandt andet i form af skyggespil på væggen, hvor man ser en eukalyptusplante. En række af Jesús Herrera Martínez’ forarbejder til det nye portræt vises på en selvstændig udstilling på museet, der åbner i vinterferien.
Jesús Herrera Martínez modtog i 2017 førstepræmien i Det Nationalhistoriske Museums portrætkonkurrence ”Portræt NU!”.