Program for besøg i Letland

Kronprinsparret besøger den 6.-7. december 2018 Letland for at deltage i fejringen af landets 100-års selvstændighed.

Riga, Letland Foto: Bo Amstrup, Ritzau Scanpix ©

Danmark er med til at fejre, at Letland erklærede sig som en selvstændig stat for 100 år siden, og som en del af denne fejring besøger Kronprinsparret Letland efter invitation fra H.E. Letlands Præsident Raimonds Vējonis. Den kongelige deltagelse i Letlands 100-års fejring understreger de stærke bånd mellem Danmark og Letland.

Besøget i Letland vil ud over den officielle fejring have fokus på kunst, design og historie, og Deres Kongelige Højheder vil i løbet af to dage deltage i en række arrangementer i hovedstaden Riga. Under besøget vil Kronprinsparret være ledsaget af kulturminister Mette Bock. 

PROGRAM

Torsdag den 6. december

Officiel velkomstceremoni på Riga Slot
Kl. 11.30

Kronprinsparret deltager i en officiel velkomstceremoni på Slotspladsen ved Riga Slot og modtages af det lettiske Præsidentpar Raimonds Vējonis og Iveta Vējone.

Officiel fotografering og indskrivning i gæstebog
Kl. 11.50

Kronprinsparret og Præsidentparret stiller op til fotografering, hvorefter Kronprinsparret skriver sig ind i gæstebogen. 

Samtale med Letlands Præsidentpar
Kl. 11.55

Kronprinsparret deltager i en samtale med det lettiske Præsidentpar. 

Blomsterlægning ved Frihedsmonoment
Kl. 12.40

Kronprinsparret deltager i blomsterlægning ved Frihedsmonumentet i Riga sammen med det lettiske Præsidentpar samt den danske og lettiske kulturminister. 

Frihedsmonumentet blev afsløret den 18. november 1935 til ære for de som døde i Letlands kamp for uafhængighed (1918-1920). Det blev konstrueret ved hjælp af donationer fra befolkningen og er designet af skulptør Kārlis Zāle. De tre stjerner øverst på statuen repræsenterer Letlands tre historiske regioner Kurzeme, Vidzeme and Latgale.

Bogdonationsceremoni på Letlands Nationalbibliotek
Kl. 13.00

Kronprinsparret deltager i en bogdonationsceremoni på Nationalbiblioteket i Riga sammen med det lettiske Præsidentpar samt den danske og lettiske kulturminister. Ved ceremonien overdrager Deres Kongelige Højheder en bog af særlig betydning til Letlands Nationalbibliotek i anledning af Letlands 100-års selvstændighed. 

Officiel frokost
Kl. 13.40

Kronprinsparret deltager i en officiel frokost med formand for det lettiske parlament Ināra Mūrniece som vært. Foruden Kronprinsparret deltager det lettiske Præsidentpar samt den danske og lettiske kulturminister. 

Parlamentsbygningen blev bygget i årene 1863-1867, dengang for at huse det Livoniske Ridderskab. I 1920 blev den forfatningsmæssige forsamling ejer af bygningen og sidenhen parlamentet, som på lettisk hedder Saeima.

Reception i koncerthuset Great Guild
Kl. 17.15

Kronprinsparret deltager i en reception i koncerthuset Great Guild arrangeret af den danske ambassade i Letland, DCCL og det danske kulturinstitut. Foruden Kronprinsparret deltager den danske kulturminister. 

Koncert med Concerto Copenhagen
Kl. 18.00

Kronprinsparret overværer koncert med barokorkestret Concerto Copenhagen i koncerthuset Great Guild med deltagelse af det lettiske Præsidentpar samt den danske kulturminister.

Barokorkestret Concerto Copenhagen er grundlagt i 1991 og har base i København. 

Officiel middag
Kl. 19.45

Kronprinsparret deltager i en officiel middag på Riga Slot med det lettiske Præsidentpar som værter med deltagelse af den danske kulturminister.  

Fredag den 7. december

Præsentation af arkitekttegninger for “Tabakas fabrika”
Kl. 9.00

Kronprinsparret overværer præsentation af arkitekttegninger for “Tabakas fabrika” på Art Museum Riga. Tegningerne er kulminationen af en arkitektkonkurrence, som er Danmarks særlige bidrag til 100-års markeringen. Vinderforslaget kommer til at danne grundlag for, hvordan den tidligere skandinavisk tobaksfabrik i Riga skal ombygges til et nyt kulturhus og inkubator for den kreative industri. Foruden Kronprinsparret deltager den danske kulturminister. 

Åbningen af konference om kreative industrier
Kl. 9.30

Kronprinsparret deltager i åbningen af en konference om kreative industrier på Art Museum Riga. Konferencen er organiseret af det danske kulturinstitut, den danske ambassade i Letland, LIIA og det lettiske kulturministerium, og formålet med konferencen er at udvikle danske kreative industrier via samarbejde med lettiske partner.

H.K.H. Kronprinsen vil i anledning af åbningen holde tale. 

Besøg ved udstilling af dansk design og møde med danske virksomheder
Kl. 11.00

Kronprinsen besøger en udstilling af dansk design og møder danske virksomheder på Art Museum Riga. Hans Kongelige Højhed præsenteres for virksomhederne og vises rundt i udstillingen.

Besøg hos NGO’en Center Dardedze
Kl. 11.10

H.K.H. Kronprinsessen besøger NGO’en Center Dardedze, der arbejder for en barndom uden misbrug. Dette gøres blandt andet ved at hjælpe børn, der har været ofre for misbrug, samt skabe opmærksomhed på at beskytte børns rettigheder. 

Besøg ved udstillingen “A Century of Latvia” på Det Nationalhistoriske Museum
Kl. 13.45

Kronprinsparret besøger udstillingen “A Century of Latvia” på Det Nationalhistoriske Museum. Udstillingen illustrerer Letlands 100-års selvstændighed med livshistorier, portrætter fra perioden, 1500 unikke objekter, fotografier, lydoptagelser, film og video. Foruden Kronprinsparret deltager den danske kulturminister.