Program for D.M. Kongen og Dronningens tiltrædelsesbesøg til Forbundsrepublikken Tyskland

Den 21.-22. oktober 2024 rejser Kongeparret på tiltrædelsesbesøg til den tyske hovedstad Berlin og hos det danske mindretal i Slesvig-Holsten.

Foto: Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix ©

Den 21. oktober modtages Kongeparret i Berlin af Tysklands Forbundspræsident, H.E. Frank-Walter Steinmeier og fr. Elke Büdenbender. Efterfølgende besøger Kongeparret Rigsdagsbygningen og modtages her af Forbundsdagspræsident, H.E. Bärbel Bas.

Under besøget deltager Kongeparret derudover sammen med det svenske kongehus, det norske kongehus, Finlands Præsident og Islands Præsident samt Tysklands Forbundspræsident i en fællesnordisk fejring af 25-års jubilæet for det nordiske ambassadekompleks i Berlin.
Besøgets første dag rundes af med en officiel middag om aftenen på Schloss Bellevue med Præsidentparret som værter.

Den 22. oktober besøger Kongeparret Slesvig-Holsten og det danske mindretal i Tyskland. Besøget understreger det stærke bånd til de dansksindede og støtter op om konkrete samarbejder på tværs af grænsen især relateret til den grønne omstilling. Der vil være besøg både i Kiel og Flensborg, åbning af en energikonference samt et besøg ved Danevirke. Kongeparrets besøg afsluttes med et arrangement hos det danske mindretal i Flensborghus.

PROGRAM

Der tages forbehold for ændringer i programmet.

Mandag den 21. oktober

Officiel modtagelse på Schloss Bellevue
Kl. 10.30                                               
Kongeparrets besøg indledes officielt med en modtagelse af Forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier og fr. Elke Büdenbender i deres residens Schloss Bellevue. Schloss Bellevue ligger centralt i Berlins Tiergarten tæt ved floden Spree og har været officiel residens for Tysklands forbundspræsident siden 1994.

Under modtagelsen bliver de to landes nationalmelodier afspillet, og Hans Majestæt inspicerer sammen med Forbundspræsidenten æresgarden. Som en del af modtagelsen vil Kongeparret skrive i gæstebog, og Deres Majestæter vil sammen med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen deltage i en kort tête-à-tête og tiltrædelsessamtale med Tysklands Præsidentpar. 

Modtagelse i Forbundsdagen
Kl. 13.00
Kongeparret modtages af Forbundsdagspræsident Bärbel Bas og deltager i en rundvisning i den tyske Forbundsdag med fokus på bygningens historiske betydning. Besøget afsluttes på Forbundsdagens tagterrasse med udsigt over Berlin.

Fejring af det nordiske ambassadeanlægs 25-års jubilæum
Kl. 15.00
Repræsentanter fra de fem nordiske lande og værtslandet Tyskland fejrer i fællesskab det nordiske ambassadeanlæg i Berlins 25-års jubilæum. Kongeparret deltager således i fejringen sammen med Forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier og fr. Elke Büdenbender, D.K.H. Kronprinsesse Victoria og Prins Daniel af Sverige, D.K.H. Kronprins Haakon og Kronprinsesse Mette-Marit af Norge, Finlands Præsident, H.E. Alexander Stubb og fr. Suzanne Innes-Stubb, Islands præsident, H.E. Halla Tómasdóttir og hr. Björn Skúlason, udenrigsministre fra de fem nordiske lande og Tyskland samt generalsekretær for Nordisk Ministerråd Karen Ellemann.

Ambassadeanlægget blev bygget, da Berlin igen blev hovedstad efter genforeningen af Øst- og Vesttyskland, og ambassaderne flyttede fra Bonn til Berlin.

Jubilæet festligholdes på torvet mellem de fem ambassader med musikalske indslag og taler, hvorefter Kongeparret, sammen med det svenske Kronprinsessepar, det norske Kronprinspar, Finlands Præsident og Islands Præsident, bliver vist rundt i den nordiske udstilling, der er blevet udviklet i forbindelse med jubilæet.

Afslutningsvis deltager Kongeparret i et kulturarrangement i den danske del af ambassadeanlægget.

Officiel middag
Kl. 19.30
Kongeparret deltager sammen med de øvrige nordiske kongelige og præsidenter i en officiel middag på Schloss Bellevue med Forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier som vært. Middagen er et officielt element i forbindelse med Kongeparrets tiltrædelsesbesøg og fejringen af det fællesnordiske ambassadeanlægs 25-års jubilæum.

Ved den officielle middag vil Kongen og Forbundspræsidenten holde taler. 

Tirsdag den 22. oktober

Officiel modtagelse i Slesvig-Holsten
Kl. 11.00
Slesvig-Holstens ministerpræsident, H.E. Daniel Günther, og fr. Anke Günther er på andendagen af tiltrædelsesbesøget værter ved en officiel modtagelse i Slesvig-Holstens hovedstad Kiel.

Kongeparret deltager i en tiltrædelsessamtale samt en frokostreception med deltagelse af blandt andre delstatsministre, Landdagens præsidium, danske honorarkonsuler i Slesvig-Holsten samt den Danmarks-befuldmægtigede i delstatsregeringen.
 
Sejlads til energikonference på GEOMAR
Kl. 12.50    
Kongeparret sejler med en elektrisk færge, der i Kiel benyttes som en del af den offentlige transport i Kielerfjorden. Under sejladsen giver direktør for forskningsinstituttet GEOMAR Helmholtz Centre for Ocean Research, Katja Matthes, en introduktion til GEOMARs forskning og arbejde indenfor brint og grøn energi.

Energikonference på GEOMAR
Kl. 13.15
Kongeparret deltager i åbningen af en energikonference på GEOMAR Helmholtz Centre for Ocean Research. Delstaten Slesvig-Holsten spiller en rolle i udbygningen af den infrastruktur, der skal bringe grøn brint til Tyskland samt for etableringen af en rørledning, der på sigt kan føre CO2 fra Tyskland til oplagring i Danmark. Konferencen afholdes i samarbejde med DI Energi, og der er deltagelse af 18 danske virksomheder og institutioner.

Kongen vil holde åbningstalen ved konferencen, ligesom ministerpræsident Daniel Günther og den danske udenrigsminister holder taler.

Besøg ved Danevirke
Kl. 14.55
Kongeparret besøger sammen med ministerpræsident Daniel Günther og fr. Anke Günther Danevirke. Danevirke er det største fortidsminde i Nordeuropa og er UNESCO-verdenskulturarv.

Kongeparrets besøg ved Danevirke sætter fokus på samling af mindretal og befolkninger på tværs af grænser, betydningen for det danske mindretal og på oplevelsen af 1.500 års fælles dansk-tysk historie. Ved Danevirke Museum får Kongeparret mulighed for at besigtige Kampestensmuren og Valdemarsmuren samt Porten til Norden.

Kongeparret vil ligeledes få lejlighed til at hilse på arkæologer og få en orientering om dansk-tysk museumssamarbejde i grænseregionen.

Afslutningsvis vil Kongen tage det første spadestik til det nye museum.

Besøg på Flensborghus og hos det danske mindretal
Kl. 16.15
Kongeparrets tiltrædelsesbesøg rundes af med et besøg på Flensborghus, der er centrum for det danske foreningsliv i Sydslesvig. I selskab med den danske udenrigsminister og ministerpræsident Daniel Günther og fr. Anke Günther deltager Kongeparret i samtaler med repræsentanter for sydslesvigske foreninger og organisationer og hilser på fremmødte borgere.

Under arrangementet vil Kongeparret også deltage i fællessang ledt an af Jaruplund Danske Skoles kor.

Flensborghus blev opført i 1725 med tilladelse fra Frederik 4. De benyttede mursten stammer fra ruiner efter Duborg Slot, der blev opført af Margrethe 1. i 1400-tallet. Efter 1. Verdenskrig blev bygningen købt af Grænseforeningen og indrettet til dansk forsamlingshus og bibliotek.