Program for H.K.H. Kronprinsens besøg i New York
Repræsentanter for FN’s medlemslande samles i september 2023 til den 78. åbning af FN’s Generalforsamling i New York. I den forbindelse vil H.K.H. Kronprinsen besøge New York fra den 19.-21. september 2023. Med besøget i New York vil Hans Kongelige Højhed blandt andet bidrage til at fremme Danmarks kandidatur til FN’s Sikkerhedsråd 2025-2026 og deltage i arrangementer og møder relateret til FN’s 2030-dagsorden for bæredygtig udvikling.
Tirsdag den 19. september 2023
”Transforming Food through Innovation”
Kl. 18.00
Kronprinsen holder i sin egenskab af protektor for Food Nation åbningstalen ved en aftenreception med fokus på den grønne omstilling af fødevareproduktionen. Arrangementet afholdes af Food Nation i partnerskab med blandt andet Det Danske Generalkonsulat i New York.
Onsdag den 20. september 2023
Løbetur i Central Park i forbindelse med Danmarks kandidatur til FN’s Sikkerhedsråd
Kl. 6.30
Kronprinsen deltager i en morgenløbetur i Central Park sammen med FN-ambassadørernes løbeklub. Formålet med løbeturen er at skabe opmærksomhed om det danske kandidatur til FN’s Sikkerhedsråd.
Nordisk ministermøde med SICA-landene
Kl. 8.00
Kronprinsen deltager i det årlige ministermøde mellem nordiske ministre og udenrigsministrene for de otte SICA-lande (The Central American Integration System), som omfatter Belize, Costa Rica, El Salvador, Guatemala, Honduras, Nicaragua, Panama og Den Dominikanske Republik.
Der vil ikke være adgang for pressen.
UN Climate Ambition Summit
Kl. 10.00
Kronprinsen overværer åbningen af FN’s generalsekretær António Guterres’ UN Climate Ambition Summit, som har til formål at accelerere og vise konkret klimahandling fra regeringer, virksomheder, finansielle institutioner og civilsamfund forud for klimatopmødet COP28 i december.
Nordisk ministermøde med CARICOM-landene
Kl. 18.00
Kronprinsen deltager i det årlige ministermøde mellem nordiske ministre og udenrigsministrene for de 15 CARICOM-lande (The Caribbean Community), som omfatter Antigua og Barbuda, Bahamas, Barbados, Belize, Dominica, Grenada, Guyana, Haiti, Jamaica, Montserrat, St. Lucia, St. Kitts og Nevis, St. Vincent og Grenadinerne, Suriname samt Trinidad og Tobago.
Pacific Leaders reception
Kl. 19.30
Kronprinsen deltager i en reception afholdt af Pacific Small Island Developing States (PSIDS), som er en sammenslutning af 14 stillehavsøer. Til stede ved receptionen er blandt andet stats- og regeringschefer for stillehavsøstaterne.
Der vil ikke være adgang for pressen.
Torsdag den 21. september 2023
Summit of the Future Ministerial Meeting
Kl. 9.00
Kronprinsen overværer åbningen af ministermødet Summit of the Future Ministerial Meeting, hvor FN’s generalsekretær og ministre for FN’s medlemslande vil fremsætte deres visioner, prioriteter og forventninger til ”Summit of the Future”, som vil finde sted under UNGA79 i 2024. Ambitionen med ”Summit of the Future” er at skabe grundlag for et styrket globalt samarbejde og fælles engagement.
Besøg hos FN-Missionen og Det Danske Generalkonsulat
Kl. 11.00
Kronprinsen besøger Denmark House, hvor Hans Kongelige Højhed blandt andet får lejlighed til at hilse på FN-Missionen og Generalkonsulatets medarbejdere.
Der vil ikke være adgang for pressen.
LDC Ministerial Meeting
Kl. 15.00
Kronprinsen overværer åbningen af ministermødet for gruppen af lavindkomstlande (LDC). Gruppen udgøres af 46 lande, og ministermødet vil blandt andet sætte fokus på landenes udfordringer som følge af fødevare- og energikrisen, gældskrisen og klimaforandringer.
Leaders of the Urban Future
Kl. 17.45
Kronprinsen deltager i en reception for beslutningstagere inden for bæredygtig udvikling arrangeret af Leaders of the Urban Future, som er faciliteret af den dansk-baserede virksomhed Urban Partners. Receptionen har til formål at samle personer fra byudvikling- og ejendomssektoren til at skabe momentum om dekarbonisering af det byggede miljø.