Program for officielt besøg fra Norge

H.M. Dronningen modtager den 15.-16. juni 2023 D.M. Kong Harald og Dronning Sonja i forbindelse med et officielt besøg i Danmark.

Foto: Ritzau/Scanpix ©

Besøget skal markere de historiske bånd og det nære naboforhold mellem Danmark og Norge og mellem de to kongehuse. Under besøget vil Kong Harald og Dronning Sonja også stå i spidsen for en norsk erhvervsdelegation med fokus på dansk-norske samarbejdsområder inden for blandt andet grønne løsninger.

Kongeparret ankommer til Københavns Havn torsdag den 15. juni ombord på Kongeskibet Norge. Programmets første dag finder sted i hovedstaden og afsluttes med en festmiddag på Amalienborg.

Efter festmiddagens afslutning vil det norske kongepar og Kronprinsparret stige ombord på henholdsvis Kongeskibet Norge og Kongeskibet Dannebrog og sætte kursen mod Aarhus med fælles ankomst fredag den 16. juni om morgenen. I Aarhus vil Kronprinsparret og det norske kongepar om fredagen fortsætte programmet.

 

Program

Dagens program finder sted i København. 

Torsdag den 15. juni

Kl. 10.30
Officiel modtagelse på Nordre Toldbod
Dronningen byder Kongeparret velkommen ved Nordre Toldbod, hvor det norske kongeskib Norge ankommer til Københavns Havn.  

Til stede vil også være Danmarks udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og Norges udenrigsminister Anniken Huitfeldt.

Efter modtagelsen kører Kongeparret sammen med Dronningen til Amalienborg eskorteret af Gardehusarregimentets hesteskadron.

Kl. 14.00     
Erhvervskonference i Dansk Industri
Kronprinsparret deltager sammen med Kong Harald og Dronning Sonja af Norge i åbningen af en erhvervskonference i Dansk Industri. Kong Harald og Kronprinsen vil holde taler, hvorefter de kongelige vil overvære paneldebatten ”Samarbejde om grøn industriudvikling og bæredygtig fremtid”.

Ved konferencen deltager også Danmarks klima- energi- og forsyningsminister Lars Aagaard og Norges olie- og energiminister Terje Aasland.

Kl. 20.00
Festmiddag i Christian VII’s Palæ, Amalienborg
Dronningen er vært ved en festmiddag til ære for Kongeparret med deltagelse af Kronprinsparret.

Efter festmiddagens afslutning vil Kongeparret og Kronprinsparret stige ombord på henholdsvis Kongeskibet Norge og Kongeskibet Dannebrog og afsejle mod Aarhus.

 

Fredag den 16. juni

Dagens program finder sted i Aarhus.

Kl. 10.00
Ankomst til Aarhus
De to kongeskibe ankommer til Aarhus Havn. På Havnepladsen vil Kronprinsparret byde Kongeparret velkommen til Aarhus.

Kl. 10.15      
Erhvervskonference på DOKK1
Kronprinsparret deltager sammen med Kong Harald og Dronning Sonja af Norge i en erhvervskonference på DOKK1.

Borgmester i Aarhus Kommune Jacob Bundsgaard vil byde velkommen, hvorefter Kronprinsparret og Kongeparret overværer paneldebatten ”Norge og Danmark – Stærkere sammen om en grøn fremtid”.

Ved konferencen deltager blandt andre også den danske erhvervsminister Morten Bødskov og den norske erhvervsminister Jan Christian Vestre.

Kl. 11.10
Møde med norske studerende
Kronprinsparret deltager sammen med Kongeparret i et møde med norske studerende på Havnepladsen. Der vil være taler ved rektor for Aarhus Universitet Brian Bech Nielsen og formand for studenterforeningen ANSA Ingrid Kjensberg Nordbo.

Kl. 12.30
Officiel frokost på Aarhus Rådhus
Kronprinsparret deltager sammen med Kongeparret i en officiel frokost på Aarhus Rådhus.

Kl. 14.30
LiteratureXchange på DOKK1
Kronprinsparret og Kongeparret deltager i litteraturfestivalen LiteratureXchange på DOKK1. Der vil være velkomsttale ved Rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad, hvorefter Dronning Sonja holder tale. Kronprinsparret og Kongeparret overværer efterfølgende en samtale mellem den danske forfatter Naja Marie Aidt og den norske forfatter Linn Ullmann.

Kl. 18.00
Reception på Kongeskibet Norge
Kong Harald og Dronning Sonja af Norge er værter ved en reception på Kongeskibet Norge, der ligger til ved Havnepladsen, med deltagelse af Kronprinsparret.

Efter receptionen afsejler de to kongeskibe fra Aarhus.