Program for statsbesøg fra Island

Islands Præsident, H.E. Halla Tómasdóttir og ægtefælle hr. Björn Skúlason er på statsbesøg i Danmark den 8.-9. oktober 2024 efter indbydelse fra D.M. Kongen og Dronningen. 

Foto: Kongehuset ©

Det islandske statsbesøg er det første indgående statsbesøg for Kongeparret og det første udgående statsbesøg for den nyvalgte islandske Præsident. Statsbesøget markerer de historiske bånd og det nære forhold mellem Danmark og Island.

Præsidentparret vil under besøget være ledsaget af en erhvervsdelegation med fokus på styrkelse af det dansk-islandske samarbejde og på fælles ambitioner på den brede bæredygtighedsdagsorden. Desuden vil der være et fælles fokus på teknologiske løsninger i forbindelse med den digitale og grønne omstilling.

PROGRAM

Der tages forbehold for ændringer i programmet.

Tirsdag den 8. oktober

Ankomst til Nordre Toldbod
Kl. 10.00
Kongeparret byder Islands Præsident, H.E. Halla Tómasdóttir og ægtefælle hr. Björn Skúlason velkommen ved Nordre Toldbod i København, hvor Præsidentparret ankommer med chalup. 

Til stede er blandt andre også transportminister Thomas Danielsen, minister for byer og landdistrikter, kirkeminister og minister for nordisk samarbejde Morten Dahlin og Danmarks ambassadør i Island Erik Vilstrup Lorenzen.

Efter modtagelsen kører Kongeparret sammen med Præsidentparret til Kastellet i karet eskorteret af Gardehusarregimentets Hesteskadron.

Se karetruten her

Kranselægning på Kastellet
Kl. 10.20
Kongeparret og Præsidentparret deltager i kranselægning ved Monumentet på Kastellet.

Officiel modtagelse på Amalienborg
Kl. 10.50
Kongeparret og Præsidentparret kører i karet eskorteret af Gardehusarregimentets Hesteskadron fra Kastellet til Christian VII's Palæ på Amalienborg. 

Se karetruten her

Besøg i Jónshús
Kl. 11.55
Kongeparret og Præsidentparret besøger Jónshús, der er et islandsk kulturcenter i København. I festsalen møder Kongeparret og Præsidentparret blandt andre islandske kvinder fra Foreningen af ​​Kvinder i Erhverv i Danmark (FKA-DK) og unge islandske erhvervskvinder i Norden fra foreningen Katla Nordic samt repræsentanter fra det islandske parlament, Altinget. Forstanderen for Jónshús Halla Benediktsdóttir ledsager Kongeparret og Præsidentparret gennem udstillingen ”Jón Sigurdssons hjem”, og der skrives i gæstebog.

Under besøget i Jónshús deltager Kongeparret og Præsidentparret desuden i en frokost.

Besøg i Folketinget
Kl. 13.45
Præsidentparret mødes med Folketingets formand, Søren Gade. I Samtaleværelset hilser Præsidentparret på medlemmer af Folketinget, hvorefter Præsidentparret skriver i gæstebog og ser udstillingen af danske grundlove.

Besøg på Den Arnamagnæanske Samling
Kl. 14.35
Kongeparret og Præsidentparret besøger Den Arnamagnæanske Samling på Københavns Universitet. Kongeparret og Præsidentparret modtages af blandt andre rektor Henrik C. Wegener, dekan for Det Humanistiske Fakultet Kirsten Busch Nielsen og institutleder for Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab Anne Jensen.

Den Arnamagnæanske Samling er en samling af håndskrifter, der kan dateres tilbage til middelalderen. Håndskrifterne bruges i dag til at forske i blandt andet tekst- og sprogvidenskab indenfor ældre nordiske sprog. 

Lektor Annette Lassen præsenterer Kongeparret og Præsidentparret for håndskriftet ”Reykjabók”. Efter præsentationen besøger Kongeparret og Præsidentparret boksen, hvor Den Arnamagnæanske Samling er opbevaret.

Besøg på CopenHill
Kl. 15.55
Præsidentparret besøger CopenHill. Direktør for Amager Ressourcecenter Jacob H. Simonsen giver Præsidentparret en rundvisning i anlægget, og undervejs krydser de ”Star Wars-broen”. Besøget bliver afsluttet på toppen af CopenHill med udsigt over København.

Møde med vicestatsminister og forsvarsminister
Kl. 17.15
Præsidentparret mødes med vicestatsminister og forsvarsminister Troels Lund Poulsen i Forsvarsministeriet.

Gallataffel på Christiansborg Slot
Kl. 20.00
Kongeparret er værter ved et gallataffel på Christiansborg Slot til ære for Præsidentparret med deltagelse af H.K.H. Prinsesse Benedikte, regeringen, repræsentanter for dansk og islandsk erhvervsliv, repræsentanter for kultur og sport, den islandske delegation, repræsentanter for Hoffet m.fl.

Ved gallataflet vil der være taler ved Kongen og Præsidenten.

Onsdag den 9. oktober

Besøg hos State of Green
Kl. 8.10
Præsidentparret besøger State of Green, der er et privat-offentligt partnerskab mellem den danske regering, relevante virksomheder og aktører inden for energisektoren. State of Green arbejder for at gøre Danmark til et foregangsland indenfor grøn vækst og for at gøre Danmark uafhængigt af fossile brændstoffer i 2025.

Erhvervskonference i Dansk Industri
Kl. 8.55     
Kongeparret deltager sammen med Præsidentparret i åbningen af en erhvervskonference i Dansk Industri, hvor Hans Majestæt og Præsidenten indledningsvis holder tale. Efter en paneldebat om ”Energy and Geopolitics” underskriver State of Green og Green by Iceland en aftale.

Ved konferencen deltager blandt andre også Islands udenrigsminister Þórdís Kolbrún Reykfjörð Gylfadóttir og Danmarks klima- energi- og forsyningsminister Lars Aagaard.

Besøg ved Copenhagen Business School (CBS)
Kl. 9.55
Præsidenten besøger Copenhagen Business School, som er Danmarks fjerde største universitet med cirka 20.000 studerende. Under besøget holder Præsidenten en tale og møder nogle af de mange islandske forskere og studerende ved Copenhagen Business School.

Erhvervsfrokost og konference i Dansk Industri
Kl. 12.00
Præsidentparret deltager i en erhvervsfrokost efterfuldt af konferencen ”Iceland and Denmark’s Path to Shared Success” i Dansk Industri. Klima- energi- og forsyningsminister Lars Aagaard deltager ligeledes.

Besøg i den islandske ambassadørs residens
Kl. 14.00
Kongen og Præsidenten aflægger besøg i den islandske ambassadørs residens, hvor Kongen og Præsidenten deltager i rundbordssamtale med repræsentanter fra erhvervslivet. Ved besøget deltager blandt andre også Islands udenrigsminister Þórdís Kolbrún Reykfjörð Gylfadóttir og minister for byer og landdistrikter, kirkeminister og minister for nordisk samarbejde Morten Dahlin.

Besøg hos Too Good To Go
Kl. 14.05
Præsidentens ægtefælle hr. Björn Skúlason besøger virksomheden Too Good To Go, der har eksisteret siden 2016 og arbejder for at bekæmpe madspild ved at hjælpe fødevareforretninger med at sælge deres overskydende mad.

Returarrangement på Nordatlantens Brygge
Kl. 17.30
Præsidentparret afholder et returarrangement på Nordatlantens Brygge med deltagelse af Kongeparret og Prinsesse Benedikte.

Ved arrangementet deltager blandt andre også Islands ambassadør Pétur Ásgeirsson.

Torsdag den 10. oktober

Officiel afsked
Kl. 9.15
Kongeparret tager afsked med Præsidentparret i Christian VII's Palæ på Amalienborg, hvor der signeres på vinduesrude.