Program for statsbesøg til Norge
Efter indbydelse fra H.M. Kong Harald 5. af Norge aflægger Kongeparret statsbesøg til Norge den 14.-15. maj 2024.
Når D.M. Kongen og Dronningen den 14.-15. maj 2024 rejser med Kongeskibet Dannebrog på statsbesøg til Norge, bliver det Kongeparrets andet statsbesøg. Statsbesøget til Norge skal markere de historiske bånd, det nære naboforhold mellem Danmark og Norge og den særlige relation mellem de to kongehuse.
Grønne og teknologiske løsninger, bæredygtig fællesskabsarkitektur og natur og biodiversitet er kernetemaer for besøget, der blandt andet skal markere, at de to lande har mange fælles dagsordener og står sammen om fremtidens udfordringer.
Norge og Danmark deler en række fælles værdier og har ambitiøse målsætninger på den brede bæredygtighedsdagsorden, og i fællesskab har de to lande gode forudsætninger for samarbejde og for gensidigt at styrke hinanden.
Kongeparret vil være ledsaget af miljøminister Magnus Heunicke, uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund og digitaliserings- og ligestillingsminister Marie Bjerre, der alle deltager i forskellige aktiviteter under statsbesøget.
PROGRAM
Tirsdag den 14. maj
Velkomstceremoni på Honnørbryggen
Kl. 11.00
D.M. Kongen og Dronningen ankommer sejlende i chalup fra Kongeskibet Dannebrog til Honnørbryggen i Oslo ledsaget af H.K.H. Kronprins Haakon af Norge og H.K.H. Kronprinsesse Mette-Marit af Norge. Ved landgang bliver Kongeparret taget imod af D.M. Kong Harald 5. og Dronning Sonja af Norge.
Ved ankomsten til Honnørbryggen vil den danske og den norske nationalsang blive spillet. Kongen og Kronprins Haakon vil efterfølgende inspicere æresgarden. Inden afgang til Det Kongelige Slott præsenterer Kongen af Norge den norske delegation, og Kongeparret hilser på danske landsmænd i Norge og norske skolebørn.
I forlængelse af Honnørbryggen ligger Vippetangen. Det var netop på Vippetangen, at Kong Haakon 7. af Norge – født Prins Carl af Danmark – gik i land i november 1905 som konge af Norge, der tidligere samme år havde brudt unionen med Sverige. Den nye kongefamilie blev sejlet til Oslo af det daværende kongeskib Dannebrog.
Under 2. verdenskrig måtte Kong Haakon og familien forlade Norge. Da de vendte hjem igen i juni 1945, var det netop på Honnørbryggen, de gik i land.
Ankomst til Det Kongelige Slott
Kl. 11.25
Kongeparret, Norges Kongepar samt Kronprinsparret af Norge ankommer til Det Kongelige Slott.
I Den lille festsal vil Kongeparret, Kongen og Dronningen af Norge samt Kronprinsparret af Norge hilse på delegationerne fra Danmark og Norge. Herefter vil der være præsentation af gaver i Den hvite salong.
Kranselægning på Nationalmonumentet for krigens ofre 1940-1945
Kl. 12.30
Kongen inspicerer et æreskompagni fra H.M. Kongens Garde ledsaget af Kronprinsen af Norge og kommandanten, inden der lægges en krans på Nationalmonumentet.
Nationalmonumentet for krigens ofre 1940-1945 er et monument til minde om norske faldne under 2. verdenskrig. Monumentet er udformet af billedhugger Gunnar T. Janson og blev opført på 25-års jubilæet for Norges befrielse den 8. maj 1970. Indvielsen blev forestået af Kong Harald, på daværende tidspunkt Kronprins Harald.
Høflighedsbesøg hos stortingspræsidenten
Kl. 12.50
Kongeparret modtages af stortingspræsident Masud Gharahkhani i Stortinget. Stortinget er Norges parlament med 169 medlemmer. Stortingsbygningen stod færdig i 1866 og er i dag blandt Norges mest karakteristiske bygninger.
Kongeparret bliver under besøget i Stortinget ledsaget af Miljøministeren, Uddannelses- og forskningsministeren samt Digitaliserings- og ligestillingsministeren.
Frokost på Kongsgården
Kl. 13.45
Kongeparret ankommer til Kongsgården, hvor Kongen og Dronningen af Norge er værter for en frokost med deltagelse af Kronprins Haakon og Kronprinsesse Mette-Marit.
Bygdø Kongsgård har stået til rådighed for den norske kongefamilie næsten uafbrudt siden år 1305, hvor Håkon 5. Magnusson gav ejendommen til sin hustru Dronning Eufemia. Siden 1905 har Kongsgården været sommerresidens for den siddende monark.
Besøg på Oslo Science City og MiNaLab
Kl. 16.15
Kongeparret og Kronprinsparret af Norge deltager i et besøg på Oslo Science City, hvor der vil være fokus på forskning i mikrochips, kvanteteknologiens potentiale og samarbejdet mellem Norge og Danmark på den grønne omstilling. Besøget indledes med en rundvisning i laboratoriet MiNaLab, hvorefter Kongeparret og Kronprinsparret overværer det afsluttende seminar og underskrivelse af samarbejdsaftale på kvanteteknologi mellem Oslo Universitet og Niels Bohr Instituttet.
Oslo Science City er Norges første innovationsdistrikt, hvor forskere, studerende og startups samarbejder indenfor blandt andet sundhed, klima og digitalisering.
Mikro- og Nanoteknologi Laboratoriet (MiNaLab) er en del af Oslo Universitet og et åbent laboratorie, der kan anvendes af studerende, forskere, industrien og start-ups.
Kongeparret bliver under besøget ledsaget af Miljøministeren og Digitaliserings- og ligestillingsministeren.
Gallataffel på Det Kongelige Slott
Kl. 20.00
Kongeparret deltager i gallamiddag på Det Kongelige Slott med Norges Kongepar som værter.
Onsdag den 15. maj
Besøg i Østmarka
Kl. 10.00
Sammen med Kronprinsparret af Norge indleder Kongeparret dagen med en vandretur i Ulsrudvannet, der er en del af friluftsområdet Østmarka. Her vil unge ’naturtalenter’ og guider fra Den Norske Turistforening præsentere den naturskønne og bynære park, der er samlingssted for særligt børn og unge. Parken er samtidig et eksempel på, hvordan man kan værne om natur og biodiversitet, samtidig med at man skaber friluftsliv for storbyens borgere.
Østmarka er et naturreservat øst for Oslo, der dækker cirka 256 kvadratkilometer. Særligt kendetegnende er grundfjeldsformationerne skabt for mellem 200 og 1.500 millioner år siden. Om vinteren er det muligt at stå på ski i området, mens det om sommeren er vandreture, cykelruter og badning, der tiltrækker borgerne.
Møde med Norges statsminister Jonas Gahr Støre
Kl. 12.20
Norges statsminister Jonas Gahr Støre tager imod Kongeparret i Forsvarschefens repræsentationsbolig.
Kongeparret ledsages under besøget af Miljøministeren og Digitaliserings- og ligestillingsministeren.
Regeringens frokost på Akershus Slott
Kl. 13.00
Kongeparret deltager sammen med Norges Kongepar i den norske regerings officielle frokost på Akershus Slott. Statsminister Jonas Gahr Støre er vært ved frokosten med gæster fra det officielle Norge. Statsminister Jonas Gahr Støre indleder frokosten med en tale, hvorefter Kongen holder tale.
Akershus Slot stammer fra middelalderen, og det var her, Margrethe 1. boede som norsk dronning, da hun var barn og ung voksen. Christian 4. ombyggede slottet i sin tid som konge, men det er i dag i vid udstrækning ført tilbage til det oprindelige udseende.
Akershus er strategisk beliggende på Akersnæs og er aldrig blevet indtaget med magt af en udenlandsk hær. Området er i dag fortsat militært, og den daglige vagt foretages af H.M. Kongens garde.
Arkitekturvandring ved havnefronten i Oslo
Kl. 15.30
Kongeparret, Dronning Sonja og Kronprinsparret af Norge deltager i en arkitekturvandring langs havnefronten i Oslo. Borgmester i Oslo Anne Lindboe og chefkurator Christian Pagh fra Oslo Arkitektur Triennale vil præsentere et af Oslos nye, centrale byrum, som har et dansk aftryk inden for bæredygtig byudvikling og fællesskabsarkitektur.
Under arkitekturvandringen vil der blive fremvist eksempler på, hvordan fælles dansk-norske løsninger er med til at trække naturen, vandet og mennesket tilbage i centrum af Oslo. Undervejs vil der også blive gjort stop ved Munchmuseet og Operahuset.
Returarrangement på Kongeskibet Dannebrog
Kl. 19.00
Kongeparret er om aftenen værter ved et returarrangement på Kongeskibet Dannebrog til ære for Kongeparret af Norge.