Program for statsbesøg til Sverige

Efter indbydelse fra H.M. Kong Carl 16. Gustaf af Sverige aflægger Kongeparret statsbesøg til Sverige den 6.-7. maj 2024.

Foto: Raphael Stecksén Kungl. Hovstaterna ©

Det bliver Kongeparrets første statsbesøg, når Deres Majestæter i begyndelsen af maj indleder et to-dages besøg i Sverige. Her vil Kongeparret blive modtaget af Kongeparret af Sverige og sammen deltage i en række besøg i den svenske hovedstad.  

Statsbesøget markerer de historiske bånd, det nære naboforhold og den tætte relation mellem de to kongelige familier. Besøget vil derudover markere, at Danmark og Sverige på mange områder står sammen om fremtidens udfordringer. Programmet vil blandt andet fokusere på de historiske, kulturelle og handelsmæssige forbindelser samt på forsvars- og teknologiområdet.

Kongeparret vil være ledsaget af forsvarsminister Troels Lund Poulsen, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, erhvervsminister Morten Bødskov og skatteminister Jeppe Bruus, der alle deltager i forskellige aktiviteter under statsbesøget.

PROGRAM

Mandag den 6. maj

Velkomstceremoni på Skeppsbron og Kungliga Slottet
Kl. 10.45
D.M. Kongen og Dronningen ankommer sejlende med Vasaorden ledsaget af D.K.H. Kronprinsesse Victoria og Prins Daniel af Sverige til Skeppsbron ved Kungliga Slottet i Stockholm, hvor Kongeparret bydes velkommen af D.M. Kong Carl XVI Gustaf og Dronning Silvia af Sverige. 

Vasaorden blev oprindeligt bygget i 1774, men brændte senere i 1921. Efter branden byggedes en ny chalup efter originaltegningerne. Der afgives salut fra Kastellholmen, når Kongeparret ankommer til Stockholm.

Ved ankomsten til Skeppsbron vil Kongen og Kongen af Sverige inspicere et grenaderkompagni fra den svenske livgarde, hvorefter de to Kongepar spadserer til Kungliga Slottet. 

I Rikssalen på Kungliga Slottet præsenteres Kongeparret for repræsentanter for Riksdagen, den svenske regering og det officielle Sverige. Kongeparret vil samtidig hilse på den svenske delegation. 

Frokost på Kungliga Slottet
Kl. 12.00
Kongeparret deltager i en frokost på Kungliga Slottet med Kongeparret af Sverige som værter.

Møde med Riksdagens talman
Kl. 13.45
Kongeparret besøger Sveriges Riksdag og deltager i et møde med Riksdagens talman Andreas Norlén. 

Møde med Statsministeren 
Kl. 14.35
Sveriges statsminister Ulf Kristersson tager efterfølgende imod Kongeparret i bygningen Rosenbad, der blandt andet huser statsministeriet. 

Besøg på Kungliga Tekniska Högskolan
Kl. 15.30
Kongeparret besøger sammen med det svenske Kongepar Kungliga Tekniska Högskolan. Ved ankomsten bliver Kongeparret modtaget af Sveriges skoleminister Lotta Edholm og rektor Anders Söderholm. 

Kungliga Tekniske Högskolan er Sveriges største tekniske universitet med over 13.000 studerende inden for ingeniørvidenskab og teknologi. Besøget på Kungliga Tekniske Högskolan sætter fokus på rumforskning og grøn omstilling.

Under besøget vil skoleminister Lotta Edholm og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen holde tale, hvorefter de to Kongepar vil overvære paneldebatten ”Space technology as a Driver for Sustainable Transformation” med deltagelse af astronaut Andreas Mogensen og de to svenske astronauter Christer Fuglesang og Marcus Wandt.

Gallamiddag på Kungliga Slottet
Kl. 19.30                                                 
Kongeparret deltager i gallamiddag på Kungliga Slottet med Sveriges Kongepar som værter.

 

Tirsdag den 7. maj

Besøg på Stockholms amfibieregemente
Kl. 9.45
Kongen besøger sammen med Kongen af Sverige Stockholms amfibieregemente og modtages af marinechef Ewa Skoog Haslum. Under besøget får Kongen og den svenske Konge fremvist en Stridsbåt 90 og forskellige marinekapaciteter til søs. Derudover får Deres Majestæter lejlighed til at tale med svenske attackdykkere.

Ved besøget på militærbasen deltager også forsvarsminister Troels Lund Poulsen, Sveriges udenrigsminister Tobias Billström og Sverige forsvarsminister Pål Jonson. 

Besøg på Prins Eugens Waldemarsudde
Kl. 11.20
Dronningen besøger sammen med Dronningen af Sverige museet Prins Eugens Waldemarsudde og bydes velkommen af museumschef Karin Sidén og Sveriges kulturminister Parisa Liljestrand. 

Under besøget deltager Deres Majestæter i en rundvisning i museets Marie Krøyer-udstilling, der viser et bredt udvalg af Marie Krøyers malerier, tegninger, tekstiler, møbler og arkivalier.

Marie Krøyer-udstillingen på Waldemarsudde er blevet til i samarbejde med Skagens Kunstmuseer og Den Hirschsprungske Samling i København.

Frokost på Stockholms Stadshus
Kl. 12.30
Kongeparret deltager i Stockholms bys officielle frokost på Stadshuset med komunfullmäktiges ordførende Olle Burell og finansborgarrådet Karin Wanngård som værter. Ved frokosten deltager også det svenske Kongepar, Kronprinsessepar og D.K.H. Prins Carl Philip og Prinsesse Sofia af Sverige. 

Besøg på Forskaren
Kl. 14.25
Kongeparret deltager sammen med Kongeparret af Sverige i et besøg på Forskaren, som er Stockholms nye life science center. Bygningen, der også huser et kontorfællesskab for life science virksomheder og en restaurant, er designet af den danske arkitektvirksomhed 3XN. 

Kongeparrene vil overvære en paneldebat om, hvordan kunstig intelligens påvirker life science sektoren samt vigtigheden af nordisk samarbejde, hvorefter Kongen og Kongen af Sverige officielt indvier Forskaren.

Som afslutning på besøget deltager Deres Majestæter i en reception med fokus på fremtidens madproduktion.

Ved besøget deltager også erhvervsminister Morten Bødskov samt den svenske energi- og näringsminister Ebba Busch og den svenske udenrigsminister Tobias Billström.

Besøg på Nordiska Muséet
Kl. 15.50
Kongeparret besøger sammen med det svenske Kongepar og Kronprinsessepar Nordiska Muséet og modtages ved ankomsten af museumschef Sanne Houby-Nielsen og den svenske kulturminister Parisa Liljestrand. 

På Nordiska Muséet deltager Deres Majestæter i en rundvisning i udstillingen ”Nordbo”, der fortæller om mennesker og livet i Norden gennem de sidste 500 år. Udstillingen er bygget op om de fire årstider og undervejs vises, hvordan kulturen og livet i Norden har udviklet sig i samspil med naturen og klimaet. 

Kongeparret planter efterfølgende et Gråsten æbletræ, hvor også DR Pigekoret vil synge. 

Returarrangement på Kongeskibet Dannebrog
Kl. 18.00
Kongeparret er om aftenen værter ved et returarrangement på Kongeskibet Dannebrog til ære for Kongeparret af Sverige.

Officiel afsked
Kl. 20.15
Kongeparret tager afsked med Kongeparret af Sverige ved en ceremoni på Kungliga Slottet.