Regeringsdannelse i Danmark
Tirsdag den 1. november 2022 (på Færøerne dog mandag den 31. oktober 2022) er der afholdt folketingsvalg i Danmark. I dag den 2. november 2022, kl. 11.00 vil H.M. Dronningen modtage statsministeren, som vil orientere Dronningen om valgresultatet og den parlamentariske situation.
Proceduren for regeringsdannelse i Danmark er ikke nærmere reguleret eller beskrevet i grundloven, men er derimod udviklet gennem mangeårig praksis.
Heraf følger blandt andet, at når der har været afholdt valg til Folketinget, er det statsministeren, som orienterer Dronningen om valgresultatet og om den parlamentariske situation. Det vil typisk foregå om formiddagen dagen efter valget.
Vurderer statsministeren, at der fortsat er et tilstrækkeligt parlamentarisk grundlag for, at regeringen kan fortsætte, vil statsministeren kunne meddele H.M. Dronningen, at regeringen fortsætter – eventuelt med ændringer i regeringens sammensætning.
Er det derimod statsministerens vurdering, at der ikke længere er det fornødne parlamentariske grundlag for, at regeringen kan fortsætte, vil statsministeren indgive regeringens afskedsbegæring og samtidig opfordre Dronningen til at indkalde de partier, der har opnået valg til Folketinget, til en såkaldt dronningerunde.
Ved dronningerunden vil repræsentanter for hvert parti redegøre for, hvem partiet ønsker som statsminister, eller hvem partiet mener bør lede forhandlingerne om dannelse af en ny regering.
På baggrund af denne rådgivning vil der typisk blive udpeget en forhandlingsleder – også kaldet kongelig undersøger – som herefter skal lede forhandlingerne om en ny regering. Det kan vise sig nødvendigt med flere dronningerunder – det var senest tilfældet efter folketingsvalget i juni 2015, hvor der måtte to dronningerunder til, før en ny regering kunne dannes.
Dronningens rolle i forbindelse med regeringsdannelsen er af formel karakter, og processen foregår derfor også på den fungerende statsministers ansvar.