Residensforlæggelse til Graasten Slot

Den 9. juli 2024 er der residensforlæggelse til Graasten Slot, hvor Kongeparret tager ophold på det sønderjyske slot.

Foto: Slots- og Kulturstyrelsen ©

I starten af juli tager Kongeparret ophold på Graasten Slot. Deres Majestæter fortsætter således traditionen med at benytte det sønderjyske slot som sommerbolig. Brugsretten til slottet blev givet til Kongens bedsteforældre, det daværende kronprinspar (senere Frederik 9. og Dronning Ingrid) i 1935, og dermed har slottet i snart 90 år været samlingssted for den kongelige familie i sommermånederne.

I forbindelse med Kongen og Dronningens residensforlæggelse vil der være officiel modtagelse på Torvet i Gråsten, hvor Kongeparret bydes velkommen af borgmester i Sønderborg Kommune Erik Lauritzen og Sønderborg Kommunes Byråd.

I løbet af sommeren vil også Hendes Majestæt Dronning Margrethe og Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte tage ophold på Graasten Slot. 

Når den kongelige familie har residens på Graasten Slot, er der ikke offentlig adgang til Graasten Slotshave.

Vagtskifte

I forbindelse med Kongeparrets sommerophold på Graasten Slot vil Den Kongelige Livgarde hver dag marchere gennem Gråsten by til slottet ledsaget af to tambourer fra Tambourkorpset fra Den Kongelige Livgarde. Om fredagen gennemføres vagtskiftet med deltagelse af Den Kongelige Livgardes Musikkorps og/eller Tambourkorpset, og vagtskiftet foregår i slotsgården.

Garderne vil marchere fra ”Det Gule Palæ”, Ahlefeldtvej 5, kl. 11.43 via Borggade, Torvet og Slotsgade til slottet, hvor der vil være vagtskifte kl. 12.00 foran vagtbygningen.