De danske kronjuveler
I 1746 testamenterede Enkedronning Sophie Magdalene sin samling af kostbare ædelstene til kronen. Fire årtier senere blev samlingen suppleret med arven efter den ugifte prinsesse Charlotte Amalie, søster til Christian 6. Siden har disse to kvinders samling af historiske sten fulgt det danske kongehus tæt. Skabt, som det blev formuleret i Enkedronningens testamente, for at ”blive ved Kronen” med henblik på at kaste glans over Kongehusets medlemmer – såvel mænd som kvinder, som i fordums tid begge bar fornemme juveler.

Bag Enkedronningens juvelarv lå uden tvivl et ønske om at styrke Kongehusets anseelse og signalværdi. Kronjuvelerne har siden bidraget til dette formål, ligesom de i nyere tid er blevet forstået som udtryk for den kontinuitet og forankring, som ikke alene Kongehuset i dag repræsenterer, og som gør sig særlig gældende, når kronjuvelerne tages ud af skatkammeret under Rosenborg Slot for at blive båret ved betydningsfulde begivenheder.

Netop den ændrede forståelse over tid af kronjuvelerne har haft indflydelse på måden, hvorpå de kostbare sten er blevet forvaltet. Mens de testamenterede ædelstene oprindeligt blev forstået som en samling løse sten, som kunne ændres og omformes efter den til en hver tid herskende smag, blev kronjuvelerne i midten af 1800-tallet indfattet i fire smykkesæt – eller garniturer, som de også benævnes – som siden har udgjort kernen i de danske kronjuveler. De fire smykkesæt blev på Dronning Caroline Amalies foranledning mellem 1840 og 1842 omformet af det tyske juvelerfirma Weishaupt & Sønner i Hanau, der ud af de historiske sten skabte en række i samtiden moderne garniturer. Hermed ændredes forståelsen af kronjuvelerne sig fra en samling løst monterede ædelstene til egentlige smykkesæt– alene møntet på den til en hver tid siddende dronnings brug. 

Rosenstensættet
Weishaupt & Sønners udformning af kronjuvelerne 1840’erne åbnede for forskellige kombinationsmuligheder, som særligt H.M. Dronning Margrethe med stor kreativitet forstod at udnytte. Ikke desto mindre begrænsede monteringen af ædelstene i de fire sæt stenenes anvendelse. Det er særlig tydeligt i det fornemme rosenstenssæt, der består af et tungt hængesmykke og en lang kæde – en såkaldt Gürtel – beregnet til at bæres om dronningens korsetterede liv. Denne montering var i 1840’erne yderst moderne og understregede datidens eftertragtede kvindefigur med snæret liv og brusende skørter. Frem til 1. verdenskrig blev rosenstensættet båret om livet som det bl.a. kan opleves på Laurits Tuxens helfigursportræt af Dronning Lovisa fra 1911-12 på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot. Her ses Dronningen med rosenstensættet om livet mens brillantkæden fra kronjuvelerne sammen med en række øvrige smykker sidder stramt om halsen. 

I takt med at såvel kjolemoden som idealerne for kvindekroppen i begyndelsen af 1900-tallet ændrede sig, gled rosenstenssættet ud af brug. Dronning Alexandrine benyttede så vidt vides ikke sættet. Dronning Margrethe har i sin regeringstid kun båret hængesmykket ved to begivenheder og begge gange som corsage (broche).

I modstrid med den hensigt som Enkedronning Sophie Magdalene ved sin arv havde tiltænkt sin juvelsamling – nemlig at kaste glans over kongehuset – har rosenstensættet i henved 100 år henlevet en skyggetilværelse i skatkammerets montre under Rosenborg Slot.

Revitalisering og kontinuitet
Denne modsætning har Dronningen i samarbejde med Kongernes Samling nu ønsket at ændre på i respekt for historien og det fornemme juvelerarbejde, som i 1840’erne blev udfoldet ved udformning af rosenstensættet. Ved at skabe et nyt supplerende monteringsstel til sættet vil det fremover nu være muligt at bære rosenstensættets største diamanter i et diadem. Med udarbejdelsen af det nye stel genoptager Dronningen og Kongernes Samling den gamle tradition med at tilpasse kronjuvelerne efter tidens fordringer og behov. Dermed betrædes på mange måder en ny vej for de danske kronjuveler, der forener de forskellige traditioner, som har omgærdet netop disse fire ikoniske smykkesæt – en vej mellem revitalisering og kontinuitet.

Med dette greb får rosenstensættet en ny brug, som vil trække sættet ud af skyggetilværelsen og ind på den store scene ved kongelige begivenheder, sådan som stenene oprindeligt var tænkt. I en ny udformning, der med sit enkle udtryk peger ind i moderne formgivning og tilfører en samtidighed anno 2024, og som samtidig er forankret i historien, idet de oprindelige sølvafdækninger og monteringer er bevaret. Herved vil det være muligt at bære rosenstenene i såvel det uforandrede bælte som i det nye diadem. 

Rosenstendiademet
Med rosenstendiademet får de danske kronjuveler endnu et diadem, der vil kunne bæres med brillantsættet eller i kombination med Kongehusets historiske smykker i Det Kongelige Løsørefideikommis. Det nye diadem er udformet som et såkaldt Bandeau – et pandebånd til montering i håret bestående af en enkel række af de rosenstenslebne diamanter. Ved denne enkle form videreføres udtrykket fra gürtlen, hvor diamanterne ligeledes er monteret i en række. Da de historiske indfatninger fra 1840’erne bevares i det nye diadem, vil bagsiden på diamanterne forblive lukket, hvorved diamanterne ikke, som normalt i diademer, vil blive gennemlyst. Dermed vil de komme til at fremstå mindre glansfulde, end hvis tilfældet havde været åbne fatninger. Medvirkende til det nye diadems særlige udtryk er ikke alene de historiske fatninger, men også diamanternes historiske slibningsform. Rosenstenslibning er nemlig kendetegnet ved en flad base og 24 facetter, hvorved stenene ikke reflekterer lyset på samme måde som den mere avancerede brillantslibning med 58 facetter, der bl.a. kendetegner kronjuvelernes brillantsæt. 

Stellet hvorpå rosenstenene i det nye diadem er monteret, er skabt af guldsmed Matias Hasbo Dinesen i samråd med Dronningen og Kongernes Samling.