Traditionen bag proklamation ved et tronskifte
Siden Grundloven af 1849 har det været en tradition, at danske regenter ved et tronskifte proklameres fra Christiansborg Slot.
Således blev både H.M. Dronningen og Frederik 9. proklameret fra Christiansborg Slot i henholdsvis 1972 og 1947. To gange er en konge dog blevet proklameret fra Amalienborg.
Første gang var den 30. januar 1906, hvor Frederik 8. overtog tronen. Dengang var Christiansborg Slot under opbygning efter branden i 1884. Allerede seks år senere skulle en ny konge proklameres, da Frederik 8. pludselig døde. Da Christiansborg Slot stadig var under opbygning, foregik proklamationen af Christian 10. den 15. maj 1912 derfor også på Amalienborg.
Traditionen med at proklamere et tronskifte stammer fra gammel tid, hvor et tronskifte blev bekendtgjort for folket på de åbne landsting i de forskellige landsdele. Dengang skete det ved, at en betroet embedsmand forkyndte tronskiftet i alle fire verdenshjørner, så alle havde mulighed for at høre det. Da proklamationen i dag finder sted fra en balkon, undlader statsministeren, der forestår proklamationen, at vende sig ind mod Tronsalen og proklamerer således fra tre verdenshjørner.
Det er statsminister Mette Frederiksen, der på søndag klokken 15.00 proklamerer Hans Majestæt Kong Frederik 10. fra balkonen på Christiansborg Slot.