Vær med i fejringen af H.M. Dronningens 50-års Regeringsjubilæum
Vær med og tag del i fejringen når H.M. Dronningens 50-års Regeringsjubilæum markeres om to uger med blandt andet balkonscener og karetture i København.
I anledning af H.M. Dronningens 50-års Regeringsjubilæum vil det være muligt at opleve Dronningen og den kongelige familie ved flere begivenheder, ligesom lørdagens Gallaforestilling i Det Kongelige Teater og søndagens Festgudstjeneste og Gallataffel med underholdning transmitteres på tv.
Lørdag
- Vagtskifte på Amalienborg, hvor Dronningen og den kongelige familie viser sig på balkonen på Christian IX’s Palæ klokken 12.00.
- Karetkørsel i København fra Amalienborg til Københavns Rådhus klokken 12.35. Ruten offentliggøres næste uge. Se karetruten til Københavns Rådhus her.
- På Københavns Rådhus vil der kl. 13.00 være fejring og officiel frokost, og Majestæten vil vise sig på rådhusets balkon.
- Dronningen ankommer til en festlige aften i Det Kongelige Teater i karet fra Amalienborg med eskorte af Gardehusarregimentets Hesteskadron. Se karetruten til Det Kongelige Teater her. På teatrets Gamle Scene markeres jubilæet med en gallaforestilling, som transmitteres af DR 1 klokken 20.00.
Søndag
- Festgudstjeneste i Vor Frue Kirke i København klokken 10.00, som transmitteres af DR 1 og TV2.
- Om aftenen afholder Dronningen gallataffel på Christiansborg Slot, hvor den kongelige familie, udenlandske gæster og det officielle Danmark deltager klokken 20.00. Gallataflets underholdning transmitteres af TV 2.
Dronningens 50-års Regeringsjubilæum fejres i hele 2022. Tidligere på året er jubilæet blandt andet blevet fejret med en Balletgalla i Tivoli og folkefest i Aarhus.