Virtuelt statsråd
Tirsdag den 16. marts 2021 afholdes der som så ofte før statsråd, men dagens statsråd kommer til at foregå noget anderledes end det plejer.
H.M. Dronningen vil som sædvanlig være til stede i Statsrådssalen på Christiansborg Slot, hvorfra Majestæten med H.K.H. Kronprinsen ved sin side vil lede mødet. Ministrene derimod vil logge på fra ministerkontorerne og deltage i statsrådet virtuelt. Det er aldrig sket før i historien og skyldes naturligvis situationen vedrørende COVID-19.
Dagens statsråd adskiller sig også fra sædvanlige statsråd ved antallet af sager, som skal ekspederes. Ved et almindeligt statsråd ekspederes i omegnen af 100 sager, mens der ved dagens statsråd er flere end 250 sager på dagsordenen. Det skyldes, at flere planlagte statsråd har måttet aflyses på grund af situationen vedrørende COVID-19.
Statsrådet
Statsrådet udgøres af samtlige ministre i regeringen og er det organ i statsstyret, hvor alle love og vigtige regeringsforanstaltninger bliver behandlet. Hovedindholdet af møderne er i dag stadfæstelse af de lovforslag, som Folketinget har vedtaget, og forelæggelse for Dronningen af de lovforslag, som regeringen agter at fremsætte. Statsråd afholdes efter behov, hvilket – under normale omstændigheder – er cirka seks gange årligt. Møderne holdes tirsdag formiddag og finder typisk sted i Statsrådssalen på Christiansborg Slot. Dronningen leder møderne i statsrådet (fører forsæde). Kronprinsen har, siden han blev myndig, også haft sæde i statsrådet.