Åbning af nyt videnscenter i anledning af H.K.H. Kronprinsessens 50-års fødselsdag
H.K.H. Kronprinsessen åbner den 2. februar et nyt videnscenter ved Københavns Universitet, som får navnet Crown Princess Mary Center – solving problems through research and partnerships.
Det nye center har til formål at opbygge et tværfagligt vidensmiljø, som har fokus på at finde nye løsninger på aktuelle samfundsudfordringer med mennesket i centrum. Hendes Kongelige Højhed vil – foruden at lægge navn til centeret – blive tilknyttet centerets ”Advisory Committee”, som har en rådgivende funktion i forhold til centerets opgaveløsning.
I forbindelse med offentliggørelse af centerets åbning udtaler Kronprinsessen: ”Danmark har en stærk tradition for at skabe forandringer gennem brede partnerskaber. Og her er forskningen en vigtig medspiller. Jeg ser frem til, at vi med det nye center kan gøre forskernes indsigter og metoder tilgængelige for beslutningstagere og bidrage med viden, der inspirerer til innovative løsninger til gavn for os mennesker og vores samfund.”
Centeret er oprettet af Det Humanistiske, Det Samfundsvidenskabelige, Det Teologiske og Det Juridiske Fakultet ved Københavns Universitet med en supplerende bevilling fra Realdania. Crown Princess Mary Center åbnes formelt af Kronprinsessen den 2. februar 2022 ved et arrangement på Københavns Universitets Søndre Campus.