Forespørgsler om interviews og medieproduktioner
Kongehusets Kommunikationsafdeling indgår i samarbejder omkring medieprojekter som interviews, video- og billedprojekter, bogprojekter, dokumentarer med videre.
Interviews
Kongehuset modtager årligt flere hundrede anmodninger om interviews med medlemmer af den kongelige familie samt Hoffets ansatte. Alle forespørgsler håndteres af Kommunikationsafdelingen og skal sendes til kom@kongehuset.dk. Der kan ikke anmodes om interviews via pressetelefonen eller ved at kontakte medarbejdere særskilt.
I anmodningen bedes der oplyses emnebeskrivelse, interviewets formål samt hvor og hvornår interviewet ønskes publiceret. Bemærk venligst, at den kongelige families kalender planlægges måneder i forvejen, hvorfor anmodninger bør sendes i god tid og med minimum tre ugers varsel. Ved større markeringer, herunder runde fødselsdage med videre, bør anmodningen sendes seks måneder inden ønske om publicering.
Andre henvendelser
Kongehuset modtager en række henvendelser vedrørende video- og bogprojekter samt andre forespørgsler, der involverer medlemmer af den kongelige familie eller Hoffets ansatte. Denne type henvendelser behandles på samme måde som interviewhenvendelser.
Kommercielle formål
Projekter med et markedsførings- eller andet kommercielt formål imødekommes som udgangspunkt ikke, da Kongehuset og den kongelige familie ikke ønsker at indgå i markedsføringssammenhænge. Fotos og videoer af den kongelige familie må derfor ikke benyttes i reklamer og andet salgsmateriale.