Pressemeddelelse: Børn fra Danmarks kommuner fejrer H.M. Dronningen

Der venter en formiddag med overraskelser, sang og fødselsdagsfejring, når Hendes Majestæt Dronningen den 16. juni 2020 ønskes tillykke med 80-års fødselsdagen på Christiansborg Slot af børn og skoleklasser fra landets kommuner. Ved begivenheden ser Dronningen for første gang de 98 malerier, som elever fra landets tredjeklasser har malet til Majestæten under temaerne ”Dronningen” og ”Vartegn fra min kommune”. Udstillingen finder sted på Christiansborg Slot, hvor udvalgte malerier bliver præsenteret af ti tredjeklasseelever med videolink til deres klassekammerater.

Malerierne er de 98 kommuner og KL’s officielle gave til Dronningen i anledning af Majestætens 80-års fødselsdag den 16. april 2020. Idéen om en fælles gave fra det kommunale Danmark opstod tidligere på året, og det var oprindeligt meningen, at gaven, der består af ét maleri fra hver kommune, skulle være vist frem af to børn fra hver kommune ved et arrangement på Christiansborg Slot dagen før Majestætens fødselsdag. Men på grund af coronavirus blev arrangementet i første omgang aflyst. Nu gennemføres fødselsdagsarrangementet i en anden form, hvor der vil være færre børn til stede fysisk, men langt flere kan være med digitalt fra hele Danmark. Arrangementet begynder med sang, når børn, akkompagneret af komponist Sigurd Barrett, vil synge ”Danmark gennem tusind år” for Dronningen. Efterfølgende ser Majestæten udstillingen i Riddersalen, der er blevet til i et samarbejde med kunstner Shane Brox.

Hele arrangementet transmitteres direkte på TV 2 den 16. juni fra kl. 10.00, og efterfølgende kan malerierne opleves i De Kongelige Repræsentationslokaler på Christiansborg Slot sommeren over.

Muligheder for pressen på dagen offentliggøres senere.
 

Lene Balleby
Kommunikationschef