Pressemeddelelse: H.K.H. Kronprinsen aflyser sin tilstedeværelse ved De Olympiske Lege i Tokyo, Japan

Hans Kongelige Højhed Kronprinsen har været nødt til at aflyse sin deltagelse ved De Olympiske Lege i Tokyo, Japan, da Kronprinsen er nær kontakt til en person, der er smittet med COVID-19. På grund af skærpede indrejsekrav ved De Olympiske Lege betyder det, at Kronprinsen ikke har mulighed for at rejse til Japan. 

Kronprinsen, der er færdigvaccineret, følger myndighedernes anbefalinger om test som nær kontakt. Hverken Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen eller parrets fire børn er nære kontakter til den smittede.

Det var ellers planen, at Kronprinsen skulle have været til stede ved De Olympiske Lege fra den 19. til den 26. juli 2021. Hans Kongelige Højhed udtræder formelt af IOC ved den 138. generalforsamling den 20.-21. juli. Kronprinsens deltagelse i generalforsamlingen foregår i stedet digitalt. 

Lene Balleby
Kommunikationschef