Pressemeddelelse: Statsbesøg i Argentina

Hendes Majestæt Dronningen og Hans Kongelige Højhed Kronprinsen aflægger i marts måned statsbesøg i Argentina. Her vil Dronningen og Kronprinsen deltage i en række officielle og kulturelle arrangementer og samtidig stå i spidsen for et dansk erhvervsfremstød.

Statsbesøget starter i Argentinas hovedstad Buenos Aires den 18. og 19. marts 2019 og afsluttes den 20. marts med et officielt besøg i trekantsområdet ved Tandil, Necochea og Tres Arroyos. I Buenos Aires modtages Hendes Majestæt og Hans Kongelige Højhed af Hans Excellence Argentinas Præsident Mauricio Macri. I løbet af statsbesøget vil Dronningen og Kronprinsen deltage i en række arrangementer, der blandt andet omfatter åbningen af en dansk erhvervskonference, virksomhedsbesøg og deltagelse i kulturelle programpunkter.

25 danske virksomheder deltager i statsbesøget. Argentina efterspørger i stigende grad dansk teknologi og know-how, og med erhvervsfremstødets fokus på procesudstyr til landbrug og fødevareproduktion, bæredygtig energi, vand og sundhed vil statsbesøget give virksomhederne mulighed for at demonstrere en række danske effektive og ressourcebesparende teknologier inden for fokussektorerne til det argentinske marked. De planlagte aktiviteter for erhvervsdelegationen skal ydermere bidrage til øget markedskendskab og opdyrkning og pleje af netværk.

I trekantsområdet ved Tandil, Necochea og Tres Arroyos vil der være fokus på de særlige forbindelser, der er mellem Danmark og Argentina. I 1800- og 1900-tallet søgte mange danske udvandrere til Argentina, og i dag har mange tusinde argentinere danske rødder. Mange af dem bor i dette område, der ligger syd for hovedstaden. Her er de danske efterkommere velintegrerede i det argentinske samfund, og mange har fastholdt en tilknytning til Danmark gennem sprog, kultur, religion og familiemæssige bånd.

Sammen med Prins Henrik har Dronningen aflagt statsbesøg i store dele af verden, og besøget i Argentina bliver Dronningens udgående statsbesøg nummer 54.  Denne gang vil Dronningen være ledsaget af Kronprinsen. Det overordnede sigte med et dansk statsbesøg er at etablere, styrke og fremme forbindelserne landene imellem og herunder at udvikle sociale, erhvervsmæssige og kulturelle relationer. Det seneste udgående statsbesøg fandt sted i 2017, hvor Dronningen besøgte Ghana. 

Information vedrørende presserejse udsendes separat af Udenrigsministeriets kontor for Public Diplomacy, Kommunikation og Presse.

Lene Balleby
Kommunikationschef