Pressemeddelelse: Kongeparret besøger Sverige, Norge, Færøerne og Grønland
D.M. Kongen og Dronningen indleder i løbet af forsommeren besøg til henholdsvis Sverige, Norge, Færøerne og Grønland. Kongeskibet Dannebrog vil fungere som residens undervejs.
Når Kongeparret i begyndelsen af maj rejser på Deres Majestæters første officielle statsbesøg til Sverige, lyder startskuddet samtidig til en større rundrejse i Norden. Efter besøget i Sverige følger et statsbesøg til Norge, hvorefter Kongen og Dronningen i juni og juli besøger Færøerne og Grønland.
De første statsbesøg giver anledning til, at det nye kongepar møder regenterne i Sverige og Norge, og det markerer således de tætte relationer mellem de nordiske monarkier.
I juni stævner Kongeskibet Dannebrog mod nord på et Rigsfællesskabstogt. Kongeparret besøger Færøerne i midten af juni og herefter Grønland i slutningen af juni og begyndelsen af juli.
Kongeparrets rejser i forsommeren 2024:
- Statsbesøg til Sverige 6. – 7. maj
- Statsbesøg til Norge 14. – 15. maj
- Officielt besøg på Færøerne 11. – 14. juni (tentativt)
- Officielt besøg i Grønland 29. juni – 8. juli (tentativt)
Det endelige program for besøgene meldes ud på et senere tidspunkt.
Lene Balleby
Kommunikationschef