Pressemeddelelse: Ændringer i Kongehusets ledelse

Foto: Kongehuset ©

I forbindelse med tronskiftet den 14. januar 2024 foretages en række ændringer i Kongehusets ledelse.

Nuværende hofchef i Deres Kongelige Højheder Kronprinsens og Kronprinsessens Hof Christian Schønau overtager stillingen som hofmarskal i Kongehuset per 14. januar. Christian Schønau, som er uddannet cand.jur., har været hofchef siden 2010. Forud for sin karriere i Kongehuset har den nye hofmarskal været departementschef i blandt andet Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Socialministeriet.

Christian Schønau overtager stillingen efter Kim Kristensen, som har varetaget hvervet som hofmarskal siden 2021. Inden da var Kim Kristensen fra 2012 Kongehusets ceremonimester. Kim Kristensen fortsætter i en stilling som hofchef i det nyoprettede Hendes Majestæt Dronning Margrethes Hof.

Ved samme lejlighed fratræder kabinetssekretær Henning Fode efter 16 års tjeneste. Hendes Majestæt Dronningen udtrykker sin varmeste påskønnelse af Henning Fodes varetagelse af sit hverv som kabinetssekretær. Stillingen som kabinetssekretær genbesættes ikke, og kabinetssekretærens opgaver varetages fremover af hofmarskallen.

Kongehusets ceremonimester Lasse Harkjær fratræder den 1. marts sin nuværende stilling for at tiltræde som stabschef i Hendes Majestæt Dronning Margrethes Hof. Ny ceremonimester vil fra den 1. marts være flotilleadmiral Anders Friis. Anders Friis kommer fra en chefstilling i Forsvarskommandoen. 

 

Lene Balleby
Kommunikationschef