Eremitageslottet har gennem årene været centrum for kongelige jagter og anvendes i dag til afholdelse af frokoster. Slottet er en af senbarokkens ypperste værker i Danmark.
Christian 5. opførte fra 1694 et bindingsværkshus i to etager i Dyrehaven. I 1734 blev det revet ned, hvorefter hofbygmester Lauritz de Thurah opførte det nuværende jagtslot på bakketoppen midt på sletten i årene 1734-1736.
Slottet er et fornemt eksempel på de Thurahs bygningskunst og et af senbarokkens ypperste værker i Danmark. Slottets grundplan er symmetrisk i alle fire etager.
I kælderen er køkkenet placeret centralt under spisesalen. Langs sydgavlen går den smukke trappe gennem hele huset. Trapperummet er beklædt med kakler med jagtmotiver. Kaklerne er fremstillet på fabrikken i Store Kongensgade.
Beletagen rummer den store spisesal; det fornemste rum med rig udsmykning af marmor, stuk, spejle og marmoreret træværk. De to sydlige kabinetter er indrettet i kraftig senbarok, mens de tre nordlige kabinetter, kongens og dronningens værelser, er indrettet i rokoko. Tagetagens midterste rum er indrettet som opholdsrum for tjenestefolk.
I spisesalen var der oprindeligt et såkaldt eremitagebord, en taffelmaskine, der ved en hejseanordning tillod det veldækkede bord at stige op fra og efterfølgende ned til det underliggende køkken gennem en lem i spisesalens gulv, således at man kunne dinere uden tjenerskab eller, på fransk, "en Hermitage". Denne maskine blev fjernet ved midten af 1700-tallet.
Slottet er renoveret adskillige gange. I årene 1979-1991 gennemgik slottet en gennemgribende udvendig sandstensrestaurering. Ved restaureringen af slottets indre 2009-2013 fremdrog man blandt andet den oprindelige farvesætning fra 1700-tallet.
Eremitageslottet har gennem årene været centrum for kongelige jagter.
_
Indholdet på denne side er udarbejdet i samarbejde med Slots- og Kulturstyrelsen.