Vagtskifte

På denne side kan man læse mere om Den Kongelige Livgardes ceremonielle opgaver.

Den Kongelige Livgarde
Den Kongelige Livgarde blev oprettet af Frederik 3. den 30. juni 1658. Livgarden skulle både sikre Frederik 3. som statsoverhoved på passende vis samt være et kamptropregiment i hæren. Disse to opgaver har regimentet løst siden. Det nuværende regiment var oprindeligt Den Kongelige Livgarde til Fods, idet Danmark også rådede over Den Kongelige Livgarde til Hest fra 1661 til 1866. Udover Livgardens Kaserne ved Rosenborg Slot og Garderkasernen Høvelte råder Livgarden over vagtlokaler på slottene. Mottoet for Livgarden er ”Pro Rege et Grege” (For Konge og Folk).

Den Kongelige Livgardes organisation har ændret sig gennem tiden. I de senere år er Livgardens internationale engagement blevet en helt central del af livet ved regimentet. Livgarden er således fortsat både et kamptropregiment på lige fod med andre regimenter og et regiment, der løser vagt- og ceremonielle opgaver for Kongehuset.

Amalienborg

Livgarden står vagt for den kongelige familie. Når H.M. Kongen har residens i Frederik VIII's Palæ, oprettes Kongevagt på Amalienborg. Under denne kan man dagligt opleve musik på Amalienborg Slotsplads omkring klokken 12.00.

Vagtskifte på Amalienborg. Foto: Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix ©
Vagtskifte den 1. januar. Foto: Kongehuset ©

På Amalienborg er der vagtskifte dagligt. Der findes tre former for vagter: Kongevagt, Løjtnantsvagt og Palævagt.

Under Kongevagt er der dagligt vagtparade fra Livgardens Kaserne i Gothersgade, København, klokken 11.27. Marchen mod Amalienborg passerer blandt andet Rundetårn og Kongens Nytorv.

Kort før klokken 12.00 marcherer paraden ind på slotspladsen, hvor den aftrædende vagt er trådt til gevær. Den tiltrædende vagt marcherer venstre om rytterstatuen og gennemfører en såkaldt frontmarch frem mod residenspalæet. Den tiltrædende vagts fane afhentes i fanegemakket, og der gennemføres en fanemarch. Fanen, der er kommandotegnet, overdrages til fanebæreren af Jourhavende Adjudant. Herefter er der en omskiftermarch mellem den aftrædende vagt og den tiltrædende vagt. Når denne er tilendebragt, vil der blive udsendt en postafløsningspatrulje, som skifter posterne ved skilderhusene. Samtidigt går officererne for til- og aftrædende vagter til Kongen for at melde til og fra vagten. På slotspladsen giver Den Kongelige Livgardes Musikkorps en mindre koncert.

Dernæst er den aftrædende vagt klar til hjemmarch, hvor den aftrædende vagt gentager ceremoniellet med frontmarch og her afleverer fanen i fanegemakket til Jourhavende Adjudant. Når fanen er afleveret, marcheres tilbage til Livgardens Kaserne, mens musikkorpset spiller. På hjemmarchen passeres blandt andet Frederiks Kirke (Marmorkirken) samt Store Kongensgade.

I løbet af vagtdøgnet gennemføres der postafløsning hver anden time.

Kongevagten oprettes på Amalienborg, når Kongen har residens. Der findes yderligere to andre vagtformer; løjtnantsvagt og palævagt.

Løjtnantsvagt oprettes, når H.K.H. Kronprinsen som regent, eller H.M. Dronningen, H.K.H. Prins Joachim eller H.K.H. Prinsesse Benedikte som rigsforstander har ophold på Amalienborg. Derudover kan H.M. Dronning Margrethe være rigsforstander. 

Palævagt oprettes, når Kongen har residens på et af de andre slotte eller Kongeskibet Dannebrog. Således vil der altid som minimum være en Palævagt på Amalienborg.

Fredensborg Slot

På Fredensborg Slot oprettes vagten, når Kongefamilien har residens på slottet og tager ophold i Kancellihuset.

Vagtskifte på Fredensborg Slot i anledning af Dronning Margrethes fødselsdag. Foto: Martin Sylvest, Ritzau Scanpix ©
Vagtskifte på Fredensborg Slot i anledning af Dronning Margrethes fødselsdag. Foto: Martin Sylvest, Ritzau Scanpix ©

Når Kongen har residens på slottet oprettes en Kongevagt. Der udsendes i forbindelse med residensoprettelsen et detachement fra Den Kongelige Livgarde, som kan varetage vagten som en selvstændig enhed.

Vagtskiftet finder sted dagligt kl. 12.00 i Indre Slotsgård. Den tiltrædende vagt afmarcherer fra Kasernen på slottet fra Ydre Slotsgård på første kvarterslag fra slotsuret.

Om fredagen deltager enten Den Kongelige Livgardes Musikkorps eller Tambourkorpset i vagtskiftet. Der afmarcheres denne dag fra Fredensborg Station.

Om fredagen vil officererne fra detachementet blive afløst, og der vil i den forbindelse være en til- og framelding til Kongen. Nedenfor hovedtrappen underholder musikkorpset med en mindre koncert.

 

Graasten Slot

På Graasten Slot oprettes vagten, når Kongefamilien har residens på slottet.

Vagtskifte på Graasten Slot. Foto: Niels Henrik Dam, Billed-Bladet
Vagtskifte på Graasten Slot. Foto: Søren Glück ©

Når Kongen har residens på slottet oprettes en Kongevagt. Der udsendes i forbindelse med residensoprettelsen et detachement fra Den Kongelige Livgarde, som kan varetage vagten som en selvstændig enhed.

Vagtskiftet finder sted dagligt kl. 12.00 på pladsen foran vagtbygningen. Der marcheres fra ”Palæet i Gråsten” kl. 11.43 ad Ahlefeldtsvej – Borggade – Slotsgade – Slotsbakken og Felstedvej.  

Om fredagen gennemføres den såkaldte Fredagsparade med deltagelse af Den Kongelige Livgardes Musikkorps. Vagtskiftet finder denne dag sted i slotsgården, hvor musikkorpset under vagtskiftet spiller en mindre koncert foran Midtfløjen under overværelse af den tilstedeværende kongelige familie.     

Marselisborg Slot

På Marselisborg Slot oprettes vagten, når Kongefamilien har residens på slottet.

Vagtskifte på Marselisborg Slot 1. juledag. Foto: Ernst Van Norde, Ritzau Scanpix ©
Vagtskifte på Marselisborg Slot. Foto: Flemming Krogh ©

Når Kongen har residens på slottet oprettes en Kongevagt. Der udsendes i forbindelse med residensoprettelsen et detachement fra Den Kongelige Livgarde, som kan varetage vagten som en selvstændig enhed.

Vagtskiftet finder sted dagligt kl. 12.00 på pladsen foran vagtbygningen. Der marcheres fra Gardergården kl. 11.50 ad Skovridervej – Carl Nielsens Vej til hovedindkørslen til slottet.   

Christiansborg Slot

På Christiansborg Slot oprettes vagten, når Kongen afholder arrangementer på slottet.

Den Kongelige Livgarde ankommer ved Nytårskur på Christiansborg Slot. Foto: Nikolai Linares, STF ©
Den Kongelige Livgarde på Christiansborg Slot i anledning af offentlig audiens. Foto: Bjarne Luthcke, Ritzau Scanpix ©

Kongevagt, med deltagelse af en vagtstyrke fra Den Kongelige Livgarde og kommando til fods fra Gardehusarregimentet, oprettes eksempelvis til Nytårskure, Gallatafler eller lignende store begivenheder.

Løjtnantsvagt oprettes, når Kongen afholder offentlig audiens, eller der gennemføres Statsråd. Ved mindre arrangementer med deltagelse af Kongen oprettes der ligeledes en Løjtnantsvagt.