H.K.H. Kronprinsens tale ved erhvervskonferencen i Dansk Industri
Offentliggjort den 15. juni 2023.
Deres Majestæter – ministre – danske og norske bedrifter.
Velkommen.
Norge og det norske folk har en særlig plads i mit og min families liv. Vi har mange varme minder fra vores besøg – senest da vi sidste år fejrede Prinsesse Ingrid Alexandras 18-års fødselsdag.
Det glæder mig derfor at kunne tage imod så imponerende en norsk [erhvervs]delegation. Alene interessen for dette besøg vidner om vores tætte forhold og stærke forbindelser.
Danmark og Norge deler meget. Fælles historie. Værdier. Og havet, der både adskiller os og binder os sammen.
Vores to folk forstår hinanden. Hvert år flyver, sejler eller kører tusindvis af danskere nordpå, alt imens mange nordmænd søger mod danske breddegrader. For at besøge venner, slægtning eller bekendte; opleve nyt; eller gøre forretning.
Den fælles interesse er ikke kun et resultat af geografi, men i ligeså høj grad viljen til at ville hinanden. Det er også det vi ser i dag.
Danmark og Norge er begge stolte søfarts- og handelsnationer. Små stater, med store ambitioner – og en vilje til at gøre en forskel, både nationalt og globalt.
Vi er dygtige til det vi gør. Danmark og Norge er blandt de mindst korrupte lande i verden. Med nogle af de højeste kreditvurderinger. Og laveste investeringsrisici.
Det gør os attraktive for udenlandske investeringer – også fra nabolande. Tallene viser da også, at vi er blandt hinandens største samhandelspartnere.
Samtidig er danske og norske virksomheder verdensførende inden for en lang række helt centrale områder: Grøn maritim transport; sundhed; forsvar; og vedvarende energi.
Styrkepositioner, der alle er repræsenteret her i dag. Og gør os i stand til at gå foran på den grønne omstilling.
Danmark og Norge kan meget hver for sig. Sammen kan vi endnu mere.
Af den grund er jeg særdeles glad for at være en del af dette besøg og for muligheden for at sætte fokus på oplagte dansk-norske samarbejdsområder. Både i København og i Aarhus.
Jeg håber meget, at I vil bruge tiden på at skabe nye forbindelser, styrke eksisterende relationer og finde nye måde at samarbejde på. Til gavn for begge vores lande - og klimaet.
I morgen stævner vores to kongeskibe sammen ud fra København med kursen mod Aarhus. Med det norske og danske flag vajende over havets krusende bølger.
Med vores fælles ambitioner som pejlemærker. Og med ret kurs mod tættere samarbejde.
Tak.
(Det talte ord gælder)