H.K.H. Kronprinsessens tale ved åbning af konferencen "Fremtidens grønne, bæredygtige og klimasikre byer" den 10. juni 2022
Offentliggjort den 10. juni 2022.
Godmorgen
Det er mig en stor glæde at være med i dag og åbne denne konference om fremtidens grønne, bæredygtige byudvikling og klimasikrede byer. Jeg vil gerne takke ordfører Marianne Borgen og Oslo Kommune for den varme velkomst på rådhuset. Jeg vil også gerne takke det norske Kronprinspar, mine kære venner Haakon og Mette Marit, for at være med her i dag. Men det er jo en dagsorden, som også ligger deres hjerte nær.
Byerne i Norge og Danmark er attraktive steder at bo og være i. Begge hovedstæder ligger tæt op ad skønne naturområder. Jeg holder meget af naturen, og at kunne have begge – at leve i en by, hvor natur er en selvfølge og let tilgængelig - er en gave.
I går opfyldte jeg et ønske, jeg har haft længe. Jeg fik lejligheden til at vandre op til Prædikestolen – og det skuffede ikke. Det var en storslået naturoplevelse. Og i dag står jeg her, midt i Oslo by og endnu engang er jeg blevet bekræftet i, hvordan naturen rører os som mennesker, og hvor vigtigt det er, at vi skal passe godt på naturen.
Det er en fornøjelse for mig at komme tilbage på besøg her i Oslo. Her emmer af liv og nyskabelse og byen er utrolig rig på historie, kultur og natur. Det er slet ikke underligt, at Oslo ligesom søster-hovedstæderne i Danmark og i de øvrige nordiske lande har vokseværk. På verdensplan anslår FN, at 6 ud af 10 indbyggere i 2030 vil bo i byerne. Det er klart, at der skal meget til at følge med de støt stigende indbyggertal på en bæredygtig måde.
Byudviklingen kræver tidssvarende løsninger. Inden for byggeri, forsyning og mobilitet handler det om at skabe og videreudvikle byer som ramme om gode liv for mennesker og samtidig beskytte natur, miljø og klima – lokalt og globalt – og også på den lange bane.
Danmark og Norge har tradition for stærke samarbejder og tætte bånd på mange områder. Og bæredygtighed er et at de steder, hvor vores grundlæggende værdier, væsentlige udfordringer og visioner for vejen frem er meget ens. Overgangen til fremtidens grønne byer er en opgave, som vi med fordel kan gå til i fællesskab og med gensidig inspiration til det der virker, det der lykkes, den læring vi gør os og de overordnede målsætninger, der guider os.
Og det fællesskab har vi brug for, for opgaven vi står overfor i byerne er langt fra enkle. Byerne har som konsekvens af deres vokseværk, en stadig større rolle og et stadig større ansvar for at bidrage til bæredygtig udvikling. Byer står for over 70% af den totale CO2-udledning. Det skal reduceres, og vejen til det kræver arbejde med alt fra større genbrug af materialer, til reduceret energiforbrug, til naturområder, til nye bygningsteknologier, til elektrificering af transport.
Det er rettidig omhu – ikke mindst for byernes indbyggere, som desværre allerede nu i stigende grad mærker konsekvenserne af for eksempel forurening, temperaturstigninger, trafikale udfordringer, brandfare i naturen og ekstremt vejr. Det påvirker menneskers helbred, livsglæde, økonomi og meget mere.
Rapporterne fra FN's Klimapanel og andre organisationer har i den seneste tid gjort det lysende klart, at en massiv omstilling og øjeblikkelige CO2 reduktioner i blandt andet byerne er en absolut nødvendighed, hvis vi skal lykkes med at afbøde klimakrisen.
Man har i både Danmark og Norge oplevet konsekvenserne af klimaændringerne i form af kraftige skybrud. Det mest omfattende eksempel var, da København blev ramt af et voldsomt skybrud i juli 2011. Det var en begivenhed, som forvoldte mange og store skader, og som kostede forsikringsselskaberne knap 5 milliarder kroner. Dét var en øjenåbner og havde store konsekvenser for mange mennesker på det personlige plan.
Håndteringen af byernes udfordringer lægger pres på både myndigheder og private aktører – for løsninger i den skala der skal til, kræver en helt ny grad af opfindsomhed og stålsathed.
Samtidig er der positive lysglimt der viser, at ændring og succes faktisk er muligt. Offentlige investeringer og nye former for samarbejder, der udvikler og subsidierer gode by-projekter i Danmark og Norge, har allerede vist lovende effekt mange steder. Det gælder for eksempel håndtering af overfladevand, det gælder grønne tage, det gælder biodiversitetstiltag og meget mere. Der kan vi hente inspiration og læring.
I Danmark og Norge har vi sat os for at gå med helt forrest og vise vej. Vi har viljen og værdierne til ændring. Vi har opfindsomhed, ressourcer, kunnen og kapacitet til at lykkes.
Det er komplekse problemstillinger, og der er behov for at tænke langsigtet og helhedsorienteret. Så kære deltagere; det er nu – lige nu – at disse udfordringer skal håndteres. Jeg er glad for, at I deltager her i dag og tager aktiv del i at idéudvikle, inspirere og skabe faglige netværk på tværs. Det er afgørende for at sikre de ændringer, der skal til i sektoren. Tak for at I er med i dag.
Jeg håber, at I alle får en god og udbytterig konference, som kan give anledning til styrket norsk-dansk samarbejde om grøn, bæredygtig byudvikling og klimasikre byer, og dermed en endnu bedre fremtid for borgere, samfund og planeten.
Det bliver spændende at følge resultaterne.
Tak.
(Det talte ord gælder)