H.K.H. Kronprinsessens tale ved åbning af konferencen "Fremtidens robuste sundhedsvæsen i Norge og Danmark" den 10. juni 2022
Offentliggjort den 10. juni 2022.
Godmorgen
Jeg har set frem til at stå her i Forskningsparken sammen med jer i dag. Og jeg vil gerne takke helse- og omsorgsminister, Ingvild Kjerkol samt Rektor ved Universitet i Oslo, Svein Stølen for den varme velkomst og for muligheden til at åbne seminaret ”Fremtidens robuste sundhedsvæsen i Norge og Danmark”.
Gennem mine engagementer på sundheds- og forsknings-området bliver jeg gang på gang imponeret over, hvor dygtige de mange aktører i Norden er. Gode til at samarbejde og til at lære af hinandens erfaringer. De stærke samarbejder og tætte bånd mellem Danmark og Norge på sundhedsområdet er et flot vidnesbyrd om netop dette.
Og det er vigtigt - for det gavner ikke nogen, når vi opfinder den dybe tallerken hver for sig i parallelle, isolerede forløb. Særligt ikke, når nu vores sundhedsvæsener har så utrolig meget til fælles, og at vi begge mærker det øgede pres på vores sundhedsvæsener.
Sammenligner vi vores norske og danske sundhedsvæsen med andre lande, så kan vi da også godt ranke ryggen stolt. Internationalt set fremstår vores nordiske sundhedsvæsen på mange måder som et fyrtårn i forhold til organisering, viden, kunnen og solide værdier.
Det sundhedsvæsen vi har, er i høj grad et produkt af dygtige sundhedsprofessionelle. Det er et produkt af et vedvarende kvalitetsløft over mange år, og det er et produkt af fremsynede beslutninger samt en stærk og veltilrettelagt nordisk fornyelseskraft inden for forskning, innovation og uddannelse.
Både Danmark og Norge har således et stærkt udgangspunkt.
Samtidig står sundhedsvæsenet over for en række store udfordringer. I Danmark, i Norge og globalt. I Danmark vil der i 2030 være omkring 700.000 danskere over 75 år. Det er 30% flere end i dag. Vi ved, at kroniske sygdomme og multisygdom ofte følger med længere liv, og vi ved også, at det kræver behandling, rehabilitering og pleje.
Allerede nu ser vi år for år, hvordan presset på hospitalerne stiger i takt med, at antallet af patienter hvert år øges. I Danmark er der nu næsten 14 millioner sygehuskontakter årligt og næsten dobbelt så mange hospitalsansatte læger som i år 2000. I Norge er mange af udfordringerne ligesom styrkerne ganske parallelle med dem, vi ser i Danmark. Visse af udfordringerne måske endda naturligt forstærket af de store geografiske afstande.
Og udfordringerne dækker bredt: Det gælder blandt andet spørgsmål om, hvordan vi organiserer behandlingen og sikrer, at sundhedsvæsenet giver mest mulig værdi for patienterne. Det gælder en endnu mere effektiv indsats mod ulighed i sundhed. Det gælder mere omfattende brug af ny teknologi, der understøtter og aflaster sundhedspersonalet og skaber større kvalitet for patienten. Det gælder arbejdsdeling og nytænkning af samarbejder, så også det nære sundhedsvæsen på bedst mulig vis kan bidrage til at håndtere morgendagens patienter.
Robusthed, som er seminarets tema, handler om holdbarhed og modstandskraft – også under stigende pres og betingelser, som forventes at blive vanskeligere. Vi skal sikre, at vi også om 5, 10 eller 20 år har et sundhedsvæsen i topklasse; et sundhedsvæsen som fungerer velkoordineret og samlet, som kan følge med, som opbygger og vedligeholder kapacitet og som stimulerer innovation - til gavn for den enkelte patient og til gavn for samfundet.
Når vi hører de to unge studerende tale her til morgen, så er det åbenlyst, at de nye generationer også står klar til at tage ansvar.
Kære Puk og Oline; Tak fordi I deler jeres ideer, motivation og vision for det sundhedsvæsen, som I ønsker at arbejde i, være del af og videreudvikle. Det var meget inspirerende at lytte til.
Og kære deltagere; det er nu – lige nu – at disse udfordringer skal håndteres. Derfor falder dette seminar her i Oslo Science City på et godt tidspunkt. Jeg håber og tror på, at det kan være med til at skabe endnu mere samarbejde og synergi på tværs af Norge og Danmark. Tak for jeres deltagelse. Tak for at I lytter, reflekterer, inspirerer, diskuterer og skaber netværk. Det er afgørende for at sikre den nødvendige videreudvikling.
Jeg ønsker alle en god og udbytterig dag. Jeg håber, at dagen kan danne afsæt for endnu mere opfindsomhed, nye muligheder for at vi sammen lykkes med et robust og velfungerende sundhedsvæsen, hvor mennesket er i centrum og dermed en endnu bedre fremtid for patienter, pårørende og sundhedsprofessionelle.
Det bliver interessant at følge resultaterne.
Tak.
(Det talte ord gælder)