Kære Alle,

I dag fejrer vi, at Landsforeningen Autisme fylder 60 år. 

Men især fejrer vi, at de danske autister og deres familier for 60 år siden fik en fælles stemme gennem deres egen forening – nemlig Landsforeningen Autisme. Det er dét, vi fejrer.

Det er derfor, vi er samlet her i dag. Et stort tillykke til den sag, som Landsforeningen arbejder for: Autismesagen.

Kigger vi tilbage, er der sket utrolig meget på de 60 år, Landsforeningen Autisme har eksisteret.

Ved starten i 1962 hed foreningen ”Psykotiske Børns Vel.”

Autisme som begreb var slet ikke kendt.

Ordet fandtes knap nok for 60 år siden.

Men grundideen bag foreningen var dengang – som nu – den samme: At oplyse og hjælpe, så det bliver muligt at leve et godt liv med det handicap, man nu er født med.

Det var fremsynede mænd og kvinder, der grundlagde Landsforeningen, og vi skylder dem en stor tak for deres initiativ og virkekraft.

Der er sket en utrolig udvikling i forståelsen af autisme.

I starten var der flere steder en overbevisning om, at når børnene blev autister, var det en reaktion på, at mødrene ikke kunne udvise de rette, varme følelser over for deres børn. ”Køleskabsmødre” blev de kaldt.

Kvinderne fik med andre ord skylden. Og det var kvinderne, der skulle lære at være mødre på en varmere og mere kærlig måde.

Man kom dog hurtigt på andre og bedre tanker i takt med, at man fandt ud af, at autisme er medfødt.

Og at autisme er noget, man har hele livet. En anderledes måde at se, føle og opleve verden på.

Foreningens mission var – og er – ganske simpel:  at støtte og hjælpe autistiske mennesker og deres pårørende til at skabe positive forandringer i deres liv.

Men i det simple ligger også det komplicerede og svære.

Man siger, at når man har mødt én autist, så har man mødt én autist. Det betyder, at hvert enkelt autistisk menneske skal ses, forstås, støttes og hjælpes fra lige præcis det unikke ståsted, vedkommende har. Der er ingen ”kasseløsninger,” når man arbejder med autisme.

Alle løsninger skal håndholdes og tilpasses den enkelte.

Det stiller store krav til pædagogen, læreren, psykologen, psykiateren, socialrådgiveren, konsulenten på jobcenteret – ja, alle, der professionelt møder et menneske med autisme.

I april måned i år havde jeg den store ære og fornøjelse af at åbne Landsforeningen Autismes årlige videnskonference, SIKON.

Europas største konference med fokus på autisme.

Netop det at dele viden til alle relevante fagpersoner har alle dage været en kerneopgave for Landsforeningen Autisme.

Jo flere, der ved, hvad de skal gøre, når der er et barn med autisme, en elev med autisme, en jobsøgende eller en voksen med autisme, jo bedre kan man hjælpe.

I dag er begrebet autisme bredt kendt i befolkningen og blandt fagpersoner. Men der er stadig lang vej at gå, før alle ved, hvordan de bedst kan støtte og hjælpe.

Organisationen bygger på frivillighed. Gennem alle årene siden starten i 1962 er der brugt millioner af timer på at hjælpe.

Vi ville ikke være samlet her i dag, hvis det ikke var, fordi de mange frivillige medlemmer dag efter dag, år efter år har arbejdet for vores fælles sag.

Som protektor for foreningen vil jeg hermed udtrykke min dybeste taknemmelighed til alle de frivillige.

Foreningens vision er ambitiøs. Men jeg føler mig overbevist om, at når vi er samlet til Landsforeningens Autismes 75-års jubilæum, kan vi se tilbage på, at det er lykkedes at indfri denne vision: så har vi et samfund hvor alle – med eller uden handicap – har mulighed for at udfolde deres potentialer på lige vilkår.

Jeg vil slutte med at sige hjertelig tillykke til Landsforeningen Autisme med de første 60 år.

Jeg glæder mig til at følge foreningens arbejde i de kommende år, og jeg glæder mig til at være med til at fejre alle de sejre – store som små – som tilsammen vil gøre, at foreningens vision bliver opnået.

 

(Det talte ord gælder)