H.M. Dronningens tale ved åbningen af Realdanias konference ”Vores Livskvalitet”
”Alt i alt, hvor tilfreds er du med dit liv for tiden?”
Sådan lyder et af spørgsmålene bag den omfattende undersøgelse af livskvalitet, som Realdania udgiver i dag (og som I sidder med).
På en skala fra 0 til 10, hvor 0 er ”slet ikke tilfreds” og 10 er ”fuldt ud tilfreds”.
Hvad ville I svare?
Det er ikke noget helt let spørgsmål. For hvad betyder ”alt i alt”, og hvordan forstår vi hver især ordet ”tilfreds”?
Vores livskvalitet er en sammensat størrelse, som vi må nærme os fra flere sider. Og beskrive på godt 300 sider.
Livskvalitet handler om vores overordnede vurdering af vores liv, vores oplevede tilstand og vores følelse af meningsfuldhed. Blandt andet.
Vurdering, tilstand og mening. Tre nøgleord, der ikke altid peger i samme retning. Lad mig give et eksempel.
Hvor mange her har børn?
I kender forældreskabets glæder – og sorger.
Undersøgelser viser – til min store overraskelse – at nybagte forældres livsglæde falder ret markant og først udligner sig, når børnene flytter hjemmefra.
Alligevel vil vi aldrig bytte vores børn for noget … næsten aldrig.
At få børn er et godt eksempel på, at mening med livet ikke altid flugter med mest mulig livsglæde.
Vi finder ofte mening i aktiviteter, der har betydning for andre. Både de aktiviteter, der kommer let til os, men måske især i dem, vi skal yde noget for. Der ligger en tilfredsstillelse i at opnå noget vanskeligt.
Vores livskvalitet er mere end fravær af modstand eller optimering af glæde. Den rummer noget dybere i form af formål.
Realdania har i 25 år arbejdet for at skabe livskvalitet gennem det byggede miljø. Utallige projekter har gennem årene vist, at fysiske rammer er med til at forme vores liv og fremme fællesskaber.
Det kan være den eksisterende vandreklub, der får tag over hovedet, og det kan være opførelsen af et kulturhus, der baner vej for nye forsamlinger og foreninger. Det byggede miljø kan både styrke eksisterende fællesskaber og skabe rammer for nye.
Hjerterum kan med andre ord også være noget, vi bygger.
Et godt eksempel er det kommende Mary Elizabeths Hospital. Her er visionen, at livet skal leves – også under sygdom.
Hospitalet er bygget, så de indlagte børn, unge og gravide samt deres familier kan opretholde det liv, de kender.
Livskvalitet er tænkt ind i ramme og indretning, fordi den anses som en del af den samlede behandling.
Uanset om vi er syge eller raske, så har vi brug for andre mennesker i vores liv.
Sociale relationer er afgørende for vores livskvalitet og gør gode stunder endnu bedre og svære perioder lettere at bære.
Etableringen af rummelige og meningsgivende fællesskaber er på godt engelsk – a no brainer.
Selv det bedste indeklima kan ikke måle sig med godt selskab. Vores nære relationer er livskvalitetens vigtigste byggesten.
Derfor hilser jeg det også varmt velkomment, at Realdania i anledning af 25-års jubilæet åbner 150 nye mødesteder.
Det vil ’alt i alt’ skabe større ’tilfredshed’ i manges liv.
Tillykke med jubilæet. Tak.
(Det talte ord gælder)