H.M. Kongens tale på Kungliga Slottet den 6. maj 2024
Deres Majestæter, kære alle,
Tak for de venlige ord og den varme velkomst.
Dronning Mary og jeg har glædet os meget til at aflægge vores første statsbesøg her i Sverige. Det er en god start på et nyt kapitel.
Her i Sverige er vi udenlands, men færdes hjemmevant.
Her mærker vi betydningen af bånd, der holder over tid og tronskifte.
Vi besøger jer, der står os nærmest, først. Danmark og Sverige er tætte som få. Vi er partnere i Nordisk Råd og i EU – og nu også i NATO.
Det er glædeligt, ikke mindst set i lyset af den ulykkelige og brutale krig i Ukraine. Et stærkt Norden udgør ikke alene en del af vores identitet, men er en vigtig brik i Europas fremtidige sikkerhed.
Vi deler værdier, hav og bro. Turen fra Malmø til København og tilbage igen er hurtigt overstået og føles mere som en indenrigsrute end en udenrigsrejse for tusindvis af danskere bosiddende ’hinsidan’.
For 25 år siden mødtes Kronprinsesse Victoria og jeg på den næsten færdige bro, og siden har ideer, viden og arbejdskraft strømmet mellem vores to lande. Øresundsregionen er Skandinaviens mest
befolkningsrige region, og danskere og svenskere kommer hinanden ved som aldrig før. Til gensidig glæde og gavn.
Vi har meget til fælles. Men vi har også meget at give hinanden. I dag og i morgen får Dronning Mary og jeg en smagsprøve på noget af alt det, Sverige har at byde på. Blandt andet inden for forsvar og forskning. Det ser vi frem til.
Deres Majestæt, kære Carl Gustaf,
Du er nu Europas længst siddende monark, efter min mor, din kusine, Hendes Majestæt Dronning Margrethe 2. abdicerede. Jeg er dags dato den kortest siddende. Men uanset periode står ingen af os alene.
Bag os, foran os og ved siden af os finder vi støtte. I dem, der kom før os, i dem, der kommer efter os, og i Dronning Silvia og Dronning Mary, der står ved siden af os. Som min mormor, Dronning Ingrid, sagde, så lykkes en tronarving i kraft af sin familie.
Deres Majestæter, kære onkel Carl Gustaf og kære tante Silvia,
I står os nær. Tak for at invitere os med kort varsel til vores første besøg som kongepar og for at tage så godt imod os. Vores bånd til Sverige, det svenske folk og den svenske kongefamilie er gjort af et ganske særligt stof. Det mærker vi også nu. Må dette besøg gøre dem endnu stærkere.
Tack så mycket!
(Det talte ord gælder)