HKH Kronprinsens tale ved udnævnelse af Søren Haslund-Christensen til æresmedlem af Det Kongelige Danske Geografiske Selskab den 6. marts 2012
Offentliggjort den 6. marts 2012
Jeg vil også gerne byde varmt velkommen til dette møde i Geografisk Selskab! Og jeg vil bede Søren Haslund-Christensen om at komme herop.
Generalmajor og kammerherre Søren Haslund-Christensen har bestridt posten som vicepræsident for Det Kongelige Danske Geografiske Selskab gennem 19 år, og har nu valgt at overlade ledelsen af selskabet til andre. Søren Haslund-Christensen indtrådte i selskabets råd 1989 og blev medlem af bestyrelsen 1990. To år efter tiltrådte han posten som vicepræsident, hvor han efterfulgte legendariske viceadmiral Sven Thostrup. Også Søren Haslund-Christensen har opnået status af legende. Han har myndigt - men på samme tid åbent og med stor indføling - ledet knapt hundrede medlemsmøder, 38 bestyrelsesmøder, 19 rådsmøder og lige så mange generalforsamlinger.
Som søn af en af Danmarks store opdagelsesrejsende, Henning Haslund-Christensen har geografi ligget ham i blodet, og Søren Haslund-Christensen har selv stået for en række filmekspeditioner til Centralasien og Mongoliet. Det kommer vi til at høre meget mere om i aften.
Dertil kommer, at Søren Haslund-Christensen var en af lederne af Galathea 3 ekspeditionen, hvor han var formand for bestyrelsen af Dansk Ekspeditionsfond og desuden påtog sig direktørposten under den sidste del af ekspeditionen, hvor han også var togtleder i en periode. For denne bedrift har Geografisk Selskab hædret ham ved at tildele ham Galatheamedaljen.
Søren Haslund-Christensen har en karriere som officer i den danske hær, der sluttede som generalmajor og chef for Jyske Division, og en yderligere karriere som hofmarskal hos Hendes Majestæt Dronningen og Hans Kongelige Højhed Prinsgemalen.
I dag udnævner Det kongelige Danske Geografiske Selskab med stor applaus Søren Haslund-Christensen til æresmedlem. Vi kan ikke ophøje dig til legende, for det er du allerede, men æresmedlemskabet er kronen på en lille menneskealders medlevende indsats for selskabet.
Tillykke!