”My Body is My Own”, ”Min krop er min egen” hedder årets State of World Population rapport fra UNFPA, FNs Befolkningsfond.

Det lyder jo ligetil: Selvfølgelig tilhører vores krop os selv – hvem skulle den ellers tilhøre?

Alligevel skal man ikke lede længe for at finde eksempler på manglende respekt for, at alle bør kunne bestemme over egen krop. Eller eksempler på, at det er et emne, der kan lede til stor debat. Man vil måske tro, at sådan en debat kun vil foregå i lande langt væk, men det er et emne, som er aktuelt verden over.

Det er kun få uger siden, at diskussionen om, hvorvidt kvinder kan gå sikkert hjem om aftenen, bredte sig fra London til Danmark. Kvinder fandt det helt urimeligt, at de blev opfordret til at passe bedre på sig selv; de syntes, der skulle være større fokus på, at det selvfølgelig aldrig er i orden at overfalde og forgribe sig på et andet menneske – kvinde eller mand.

Her på Gerlev Idrætshøjskole kan jeg forstå, at I har fokus på de kropsidealer, man kan støde på i reklamer og på sociale medier; idealer, man kan føle, man skal leve op til. I har fokus på, at alle er skabt forskelligt, at alle ser forskellige ud, og at det i den grad er i orden.  Tænk hvor kedelig vores verden vil være, hvis alt og alle var så ensartet.

I har fokus på, at jeres krop er jeres egen.

Den respekt for forskellighed finder vi desværre ikke alle steder. Igen har det for nylig været et stort emne, hvordan folk på sikker afstand bag deres profiler på sociale medier tilsyneladende føler, at de godt kan kommentere på andre folks tøj, opførsel eller netop udseende og kroppe i meget negative og sårende vendinger.

Dét er også et udtryk for manglende respekt for andre mennesker og deres valg om at stå frem, som dem de er.

Men respekt er ikke kun vigtig i det offentlige rum. Det er i den grad også vigtigt, når det gælder det helt private.

Det gælder muligheden for selv at identificere sin kønsidentitet og seksuelle orientering.

Det gælder muligheden for selv at kunne vælge partner.

Det gælder muligheden for ikke at blive udsat for fysiske tilnærmelser, når man ikke ønsker det og for at kunne sige nej - også til sin partner.

Det gælder retten til, at piger ikke skal udsættes for pigeomskæring og, at børn ikke skal giftes bort.

Det gælder muligheden for selv at kunne bestemme, om man vil være gravid og dermed også muligheden for at kunne bruge prævention, så man kan undgå uønsket graviditet.

Retten til at kunne bestemme over egen krop har mange udtryk, og overtrædelserne rækker fra udbredt børneægteskab blandt de mest marginaliserede piger i verdens fattigste lande til eksempler fra #metoo blandt nogle af verdens mest berømte mennesker.

Hvorfor er det sådan?

Det hænger meget tæt sammen med manglende ligestilling mellem kønnene. Det handler om normer, der tilsiger nogle at udøve kontrol over andre. Det handler om manglende viden og oplysning.

Det handler om normer, der bliver nedarvet fra generation til generation, og som gør dét, der egentligt er overgreb, til livsbegivenheder, som både mænd og kvinder forventer for sig selv. Omskæring af piger er i høj grad en tradition, der fastholdes i kvindernes verden, selvom den er et udtryk for både kønsbaseret vold og stor mangel på ligestilling mellem kønnene.

Det handler også om vores sprog. Hvordan vi taler om andre, som er anderledes end os selv.  Vi skal være opmærksomme på, at noget sagt for sjov også kan være nedværdigende. Selvom det er for sjov og måske ikke engang udtryk for vores egen holdning, er den slags med til at skubbe nogle grupper lidt længere væk fra fællesskabet.

Hvordan ændrer vi så det?

At ændre normer er ikke umuligt, men det kræver et langt, sejt træk.

Hvis vi ser på ligestilling i Danmark, så fik kvinder valgret i 1915 og kunne første gang stemme ved Folketingsvalget i 1918. Siden har der været mange succeshistorier for ligestillingen;

I 1922 fik gifte kvinder sideordnet forældremyndighed over egne børn i ægteskabet.

I 1947 indførtes det ved lov, at kvinder og mænd skal have samme beløb i folkepension.

I 1966 blev p-pillen indført og i 1973 blev retten til legal abort sikret ved lov.

I 1960’erne og 1970’er strømmede kvinderne ud på arbejdsmarkedet.

I 1982 ændredes navneloven, så kvinder ikke længere automatisk fik mandens efternavn ved ægteskab.

I 1995 fik Danmark sin første kvindelige politidirektør, nationalbankdirektør, biskop og økonomiske vismand.

Og i 2011 sin første kvindelige statsminister.

Så ligestillingen er kommet langt. Men over 100 år efter kvindernes valgret taler vi stadig #metoo og om, at kvinder skal kunne gå sikkert på gaden, men også om lige løn og mangel på kvinder i lederstillinger.

Normer ændrer sig ikke fra den ene dag til anden. Men med øget opmærksomhed og øget viden lægger man grundstenene for forandring.

Når UNFPA arbejder med at sætte en stopper for børneægteskab og omskæring af piger, så arbejder de med at ændre opfattelsen i lokalsamfund af, hvad der er bedst for pigerne. Det kræver oplysning, oplysning og oplysning.

Med øget viden ændrer den enkelte lidt efter lidt sin holdning, og når tilstrækkeligt mange i et samfund har skiftet mening, kan man ændre en norm. Lokalsamfund kan forene sig om at gøre op med en gammel skik, f.eks. pigeomskæring, som de nu ser som skadelig for piger. At pigerne ikke får det bedste liv ved at blive omskåret og gift; at det er bedre for dem og samfundet omkring dem at få en uddannelse, egen bankkonto og at vælge selv hvornår og med hvem, man bliver gift.

Det kan lade sig gøre.

Med seksualundervisning kan man øge viden om, hvordan man får børn og beskytter sig med prævention, men man kan også italesætte kønsroller, gruppepres og retten til at sige nej.

Det starter med at sige ”min krop er min egen”; og det starter med, at lige netop noget så enkelt bliver til virkelighed for alle i alle dele af verden.

I skal huske - og her citerer jeg fra den engelske rapport:

You have the power to say yes and the right to say no.