På Christiansborg Slot hænger 17 moderne gobeliner, der blev skænket som gave i anledning af H.M. Dronning Margrethes 50-års fødselsdag.
Store vægtæpper, ofte omtalt som gobeliner, var almindelige i ældre tider, hvor de blev brugt som dekorative og isolerende vægudsmykninger i velstående hjem. I de kongelige slotte finder man bevarede vægtæpper med historiske og mytologiske scener i blandt andet Riddersalen på Rosenborg Slot og i Christian VII’s Palæ på Amalienborg.
I Riddersalen på Christiansborg Slot hænger 17 moderne gobeliner, som er en af de største fremstillinger af Danmarkshistorien på vægtæpper. Gobelinserien blev bestilt til Dronning Margrethes 50-års fødselsdag i 1990 som en gave fra dansk erhvervsliv og en lang række fonde. Tæpperne blev efter tegninger af kunstneren Bjørn Nørgaard fremstillet af de traditionsrige franske væverier Manufacture des Gobelins, som har lagt navn til begrebet ”gobelin”, og Manufacture de Beauvais.
I de 17 gobeliner fortæller Nørgaard Danmarks- og Verdenshistoriens gang gennem de seneste godt 1000 år: vikingetiden, ældre og yngre middelalder, reformationen, adelsvældet, ældre og yngre enevælde, det sene 1800-tal, 2. verdenskrig, nutiden og fremtiden. I et moderne, kulørt billedsprog sammenvæves scener med historiske begivenheder, konger og dronninger med periodetypiske genstande, symboler og ornamenter. I tæppernes brede kant, den såkaldte bordure, genkender man ansigterne på fremtrædende personligheder fra de forskellige perioder, og i flere af tæpperne opdager man ”tidshuller”, hvor nutidige motiver pludselig bryder ind i de historiske fortællinger.
Medlemmerne af den danske kongefamilie er naturligvis vævet ind i den store gobelinfortælling; Dronning Margrethe og Prins Henrik optræder i fuld figur, omgivet af deres gravhunde, på vægtæppet ”Nutiden”, mens de to prinser vises på tæppet ”Fremtiden”; den daværende kronprins og tronarvingen i Dannebrogsfarverne rød og hvid, mens Prins Joachims grønne kulør symboliserer hans status som dyrker af Schackenborgs landbrugsjord.
Bjørn Nørgaards gobeliner
Den langsommelige væveproces, som involverede 30 vævere på fuld tid i ti år, betød, at det først var ved Dronning Margrethes 60-års fødselsdag i år 2000, at gobelinerne kom på plads i den nyrestaurerede Riddersal på Christiansborg. Ved den officielle indvielse af gobelinerne overdrog Dronning Margrethe ejendomsretten til gobelinerne til den danske stat med ønsket om, at de skal tilhøre den danske nation.
De Kongelige Repræsentationslokaler
Riddersalen med gobelinerne er åben for publikum.