Borddekorationer ved taffelbordet

I anledning af statsbesøg fra Belgien er H.M. Dronningen tirsdag den 28. marts januar 2017 vært ved gallataffel til ære for H.M. Kong Phillip og H.M. Dronning Mathilde af Belgien.

Foto: Kongehuset ©

Gallataflet finder sted i Riddersalen på Christiansborg Slot og er afslutningen på statsbesøgets første dag.

Til taffelbordet hører selvfølgelig borddekorationer, der består af bronzekandelabre, spejlplateauer og postmenter til blomsterskåle udført i bronze og porcelæn. Postmenterne, der er fra slutningen af 1800 tallet og dekoreret med bl.a. løver og delfiner, anvendes også ved nytårstaflet den 1. januar. 

Blomsterne er små, spirende forårsblomster herunder bl.a. ranunkler og små valmuer, en variant af den belgiske nationalblomst valmuen. Farverne er holdt i dyb rød, der matcher gobelinerne, over pink til sart rosa.