Erindringsmønt i anledning af H.M. Dronningens 50-års Regeringsjubilæum
Nationalbanken markerer H.M. Dronningens 50-års Regeringsjubilæum den 14. januar 2022 med udsendelsen af en erindringsmønt.
På forsiden af mønten er der et nyt portræt af Dronningen udformet af billedhuggeren Kathrine S. Moseholm. Portrættet er i profil vendt mod højre. Det er inspireret af papirklip og har rod i den minimalistiske skulpturtradition.
På bagsiden er der et organisk mønster skabt af tallet 50 som et symbol på jubilæet. Mønstret skaber en visuel reference til Amalienborgs fire palæer og slotspladsen. Bagsidemotivet er udarbejdet af Nationalbankens designchef Jeanette Skov Jensen.
Erindringsmønten udkommer i tre udgaver: en 500-krone sølvmønt, en 20-krone til almindelig cirkulation og en 20-krone, hvor motivet står ekstra skarpt.
Mønterne kan fra den 14. januar 2022 købes i Den Kgl. Mønts webshop.