Flora Danica

Foto: Thomas Wilmann, Polfoto

Produktionen af det kostbare og berømte Flora Danica-stel, der er udstillet på Amalienborg og Christiansborg Slot, blev påbegyndt allerede i 1790. I dag er stellet verdens største bevarede spisestel fra det 18. århundrede.

Oprindeligt var Flora Danica navnet på det botaniske illustrationsværk over den danske flora, som blev udgivet i årene 1762-1883. I 1790 bestemte Christian 7. imidlertid, at illustrationerne ikke blot skulle pynte på illustrationsværkets sider, men måtte overføres til et stel med henblik på at give det som gave til Catharina den Store af Rusland. Catharina den Store af Rusland døde dog, inden stellet var færdigt, og modtog derfor aldrig gaven. Den samlede produktion af stellet varede 12 år og foregik på Den Kongelige Porcelainsfabrik, og det var den nürnbergske maler J.C. Bayer, som stod for langt de fleste af stellets illustrationer.

Flora Danica-stellet fik sin anvendelse til blandt andet statsbanketter, bryllupper og fødselsdage, og noget af stellet gik i stykker ved disse lejligheder. Andre dele af stellet gik til under branden på Christiansborg Slot i 1884, hvorfor stellet ikke længere er komplet. Det er dog lykkedes at bevare omkring 1.500 ud af 1.802 dele, hvilket gør stellet til verdens største bevarede spisestel.
 

Flora Danica blev senere sat i produktion igen og fremstilles stadig den dag i dag. Det oprindelige stel findes både på Amalienborg i Christian VII’s Palæ, hvor det er udstillet i rummet ”Rosen”, samt på Christiansborg Slot i Det Kongelige Sølvkammer.

Yderligere oplysninger

Læs mere om sølv, porcelæn og glas.

Læs mere om Christian VII's Palæ.

Læs mere om Christiansborg Slot.