Nytårsaften er det skik at se tilbage på året, der gik. Selv kan jeg ikke gøre det, uden først og fremmest at sige tak, når jeg mindes al den venlighed og opmærksomhed, som jeg har modtaget, ikke mindst i forbindelse med min 70-års-dag i april. Den dag har lagt et lys og en glæde ind over hele året, som har varmet og rørt mig mere end jeg kan sige. Det skete ikke blot her i København på selve dagen, men jeg mødte det også rundt omkring i landet, hvor jeg end kom, alene eller sammen med min familie, og det kom også til at præge vort besøg på Færøerne.
Selvom vi alle hver især nok kan finde meget at glædes over i det forløbne år, har det ikke desto mindre været et år præget af den økonomiske krise, der har ramt verdenssamfundet og dermed også det danske samfund.
Det er bekymrende, for mange har mistet deres arbejde, butikkerne tjener færre penge, når kunderne har mindre at købe for, og krisens globale omfang gør, at virksomhederne er ramt af mindre omsætning både ude og hjemme.
Ikke desto mindre er Danmark blandt de nationer, som krisen har ramt mindre hårdt.
Gennem krisen har det hjulpet os, at vi her i Danmark har haft velstand og opsparing at tære på. Men det, vi har at stå imod med, er ikke alene vores solide materielle rigdom. Vi er også rige på andre måder. Vi har et grundfæstet fællesskab, som vi er stolte af. Det går langt, langt tilbage i vor historie, tilbage til den frie forfatning; ja, længere endnu, for Grundloven af 1849 kan netop ses som en bekræftelse af et fællesskab, som allerede eksisterede.
Fællesskabet er en stærk kvalitet, som vi skal skønne på, og som vi har brug for, når tiderne er mindre gunstige. Vi skal sammen bruge vores idérigdom, vores flid og skaberkraft. Det er egenskaber vi kan trække på, når vi nu søger at vriste os helt ud af krisens greb.
Når vi ser, hvordan andre bliver stadig dygtigere, skal vi ikke lade os skræmme af det, men lade det være en spore for os. Vi må ikke stille os tilfreds med det, vi engang var dygtige til, men fortsat bruge den blanding af individualisme og sammenhold, som har bragt os langt.
Kriser og vanskelige tider har Danmark kendt mange af i tidens løb, men vi er sammen kommet igennem dem, og alle har været med.
Men er der i disse år tegn på, at vi er blevet mere egoistiske, at vi er blevet tilbøjelige til først og fremmest at kræve ind og sikre os, at vi hver især får det vi selv mener at have krav på? Er vi ved at blive mistroiske overfor hinanden og tillægge hinanden mindre pæne motiver?
Så er det ikke alene en økonomisk krise vi befinder os i, så er det vore holdninger, der er ved at komme i skred. Det er en krise, der kommer snigende og som kan forgifte vort forhold til hinanden. Så er vi ved at sætte noget over styr, som kan være uopretteligt.
Den krise, der så at sige kan måles og vejes, som man kan sætte tal på og tegne kurver over, er ikke nær så alvorlig, som hvis det er vore værdier og holdninger, der vakler. Den økonomiske krise vi nu står i, skal vi nok finde vej ud af på kortere eller længere sigt; men vi skal ud af den med anstændigheden i behold og uden at sætte fællesskabet over styr.
I løbet af det seneste par generationer har samfundet udviklet sig sådan, at vi kan leve mere og mere trygt, både økonomisk og socialt. Vi har vænnet os til frit at kunne vælge og vrage i stort som i småt. Vi har fået det så godt, at vi næsten har glemt, at vore valg også har konsekvenser, og at ikke alle livets vilkår kan vælges til eller fra.
Vi mennesker lever i gensidige afhængighedsforhold. Det gælder i dag, som i går og til alle tider. Tidligere stod det måske mere klart, dengang man levede i de små landsbysamfund, hvor mange opgaver måtte løses i fællesskab, og da flere generationer ofte levede under samme tag, og enhver havde sine opgaver at varetage over for hinanden. Det var et afhængighedsforhold, der var tydeligt for enhver. I dag har vi overladt til samfundet at klare mange af de forpligtelser, som engang var hver enkelts opgave. Ofte går det så vidt, at vi helt glemmer eller overser, at samfundet jo egentlig er os selv, og at det slet ikke kan fungere, hvis vi ikke hver især gør en indsats og føler en forpligtelse over for såvel vore nærmeste, som for dem vi ikke lige løber på i det daglige.
Vi har opnået en frihed til at forme vort eget liv, som tidligere generationer aldrig har kendt magen til, og det skal vi skønne på. Men vi bør også huske, at ingen kan klare sig selv helt alene. Derfor skal vi også passe på det samfund, som vi kender som en tryg ramme om den enkeltes udfoldelse, og have øjne og ører og hjerte åbne for vore medmennesker.
***
På årets sidste aften, hvor så mange samles med familie og venner, skal vi ikke glemme dem, som må fejre nytår langt herfra. Særligt tænker jeg på vore soldater i Afghanistan. De er sat på en opgave, som er yderst vanskelig og farefuld, men de udfører den målrettet og ansvarsbevidst og med stort mod. Både de og deres pårørende herhjemme skal være i vore tanker i aften. Det kan være hårdt at sidde hjemme, mens éns kæreste er langt væk i farefulde omgivelser. Fra Kronprinsen, som kort før jul har besøgt vore soldater, ved jeg, at de går til deres opgaver med både alvor og frimodighed, og at de er sig bevidst, at de magter dem.
Ikke desto mindre har vores indsats i Afghanistan en høj pris: adskillige unge danskere har mistet livet også i år. Lad os i aften mindes dem og tænke på deres pårørende, deres venner og kammerater, som nu sidder tilbage med savnet.
Nogle af vore soldater er vendt hjem hårdt sårede, og andre er psykisk mærkede af deres oplevelser. For dem alle gælder det, at de har fortjent al vor omsorg og anerkendelse. I efteråret havde jeg lejlighed til at møde nogle af vore sårede soldater under deres genoptræning på Rigshospitalet. De viser alle et livsmod og en utrolig vilje til at overvinde deres handicap, som gjorde et stort indtryk på mig, og som kun kan vække beundring.
Jeg sender mine nytårshilsner til alle danske mænd og kvinder, der arbejder for vores sikkerhed og tryghed indenfor Forsvaret, Beredskabet og Politiet. Jeg ønsker et godt nyt år for jer alle, hjemme såvel som ude, hvor I end er.
Ved nytårstid går mine tanker som altid til de danske syd for grænsen. De er en del af vort danske fællesskab. Det bånd er aldrig blevet brudt, det er vi stolte over.
Hvert år er det en glæde for Prinsgemalen og mig at komme på besøg rundt omkring i landet. I år gik turen også til Færøerne, og til sommer planlægger vi et længere besøg i Grønland med Dannebrog. Det ser vi meget hen til, og når jeg i aften sender mine nytårsønsker til Færøerne og til Grønland, vil jeg samtidig takke for den tillid, der vises mig og min familie såvel i Grønland som på Færøerne og for de varme bånd, som jeg føler knytter os sammen.
For min familie og mig har 2010 været et godt år med mange glæder. Nu ser vi frem til det nye år med stor forventning, ikke mindst til den familieforøgelse, som vi venter i januar. Det varmer og glæder os alle at mærke den hjertelige interesse, som møder os fra alle sider, hvor vi end færdes.
***
I gode tider skal vi huske på, at medgang ikke er nogen selvfølge, og at der altid er nogle, for hvem hverdagen kan være trang. Når tiderne er dårlige, skal vi ikke glemme vort gode humør, og at et smil er med til at bære os gennem hverdagen, også når den er grå. Så lad os møde det nye år med fortrøstning, og lad os vise hinanden tillid i stort som i småt.
Det skal være mit ønske for året 2011. GUD BEVARE DANMARK
Allocution à l’occasion du nouvel an 2010
Comme le veut la tradition, la veille du nouvel an est l’occasion pour nous tous de faire le point sur l’année qui se termine. Personnellement, je tiens tout d’abord à vous remercier pour toute la gentillesse et toute l’attention que vous m’avez témoignées, notamment à l’occasion de mon 70e anniversaire en avril. Cette journée a teinté le reste de l’année d’une note de gaieté et de chaleur qui m’a touchée plus que les mots ne sauraient le dire. Non seulement ici à Copenhague, le jour même de mon anniversaire, mais aussi au travers du pays, partout où je me suis rendue, seule ou en compagnie de ma famille, ainsi que lors de notre visite aux Îles Féroé.
Si, sans aucun doute, nous pouvons tous nous réjouir de nombreux souvenirs de moments heureux au cours de l’année écoulée, celle-ci a avant tout été marquée par le spectre de la crise économique qui touche la communauté internationale et donc également la société danoise.
Cette situation est inquiétante : étant donné l’ampleur globale de la crise, nombreux sont ceux qui perdent leur travail, les chiffres de ventes des magasins baissent à mesure que le pouvoir d’achat des clients décroît, et les entreprises voient leur chiffre d’affaires chuter, et ce tant au Danemark qu’à l’étranger.
Le Danemark compte toutefois parmi les nations les moins durement touchées par la crise.
Nos richesses et les économies que nous avons faites au fil des ans nous aident à traverser celle-ci. Toutefois, notre force de résistance ne réside pas uniquement dans notre aisance matérielle. Notre richesse va beaucoup plus loin : nous possédons un esprit de solidarité, solidement ancré, qui fait toute notre fierté. Historiquement parlant, cet esprit remonte à notre Constitution, voire plus loin encore, puisque l’on peut voir dans la Constitution de 1849 la confirmation d’un esprit de solidarité qui existait déjà à l’époque.
Cet esprit est une grande qualité, que nous devons valoriser et dont nous avons besoin, en ces temps moins cléments. Ensemble, nous devons mettre à profit notre richesse d’idées, notre zèle et notre force créatrice. Autant de qualités qui nous permettront de sortir totalement de la crise.
Face aux autres nations qui n’ont cessé de renforcer leurs compétences, ne nous laissons pas effrayer, mais laissons-nous plutôt inspirer. Nos compétences d’hier ne suffisent plus : nous devons continuer d’exploiter le mélange d’individualisme et de cohésion qui nous a amenés là où nous sommes aujourd’hui.
Au fil du temps, le Danemark a connu nombre de crises et de périodes difficiles, mais nous nous en sommes toujours sortis, tous ensemble.
Néanmoins, ces dernières années, on pourrait croire que nous sommes devenus plus égoïstes, que nous avons tendance à d’abord exiger à recevoir et à nous assurer d’obtenir personnellement ce à quoi nous estimons avoir droit. Serions-nous devenus plus méfiants les uns envers les autres et prêterions-nous aux autres des intentions moins avouables ?
Le cas échéant, nous ne sommes donc pas seulement touchés par une crise économique : nos convictions commencent, elles aussi, à s’étioler. Sournois, ce type de crise risque d’empoisonner nos relations mutuelles. Sommes-nous en passe d’anéantir des valeurs qu’il nous sera impossible de reconstruire ?
La crise économique, celle que l’on peut évaluer et chiffrer, est loin d’être aussi grave qu’une crise qui compromettrait nos valeurs et nos convictions. Si, à court ou à plus long terme, nous ne manquerons pas de sortir de la crise économique qui nous frappe actuellement, il est indispensable que nous en sortions avec décence, sans perdre notre esprit de solidarité.
Au cours des deux-trois dernières générations, la société a évolué dans le sens d’une plus grande sécurité, tant financière que sociale. Nous nous sommes habitués à pouvoir choisir à notre gré, à tous niveaux. Notre prospérité est telle que nous en oublions presque que nos choix ont des conséquences et qu’il est des situations dans la vie qui ne peuvent faire l’objet d’un choix.
Les êtres humains vivent en interdépendance, depuis toujours et pour toujours. Peut-être ce rapport était-il plus clair par le passé, lorsque nous vivions dans de petits villages, où de nombreuses tâches devaient être réalisées solidairement et où plusieurs générations vivaient souvent sous le même toit et chaque membre de la famille avait sa part de responsabilités à assumer vis-à-vis des autres. Ce rapport d’interdépendance était clair pour tout un chacun. Aujourd’hui, nous laissons à la société le soin d’assumer un grand nombre des devoirs qui, autrefois, étaient les nôtres. Souvent, il arrive même que nous oublions ou qu’il nous échappe que la société n’est autre que nous et que la société ne peut fonctionner si nous ne consentons pas tous à un effort et si nous ne considérons pas avoir des obligations tant envers nos proches qu’envers les autres citoyens que nous ne côtoyons pas au quotidien.
Chacun est libre de vivre sa vie à son gré. Une liberté unique dont les générations précédentes étaient privées et que nous nous devons d’apprécier. Mais nous ne devons pas oublier que nul ne peut s’en sortir seul. C’est pourquoi nous devons prendre le plus grand soin de notre société actuelle, qui nous permet à tous de nous épanouir en toute sécurité, et devons rester à l’écoute et ouvrir notre cœur à nos concitoyens.
En cette dernière soirée de l’année, tandis que nous nous retrouvons en famille ou entre amis, nous ne devons pas oublier ceux et celles qui fêtent le nouvel an loin de nous. Je pense tout particulièrement à nos soldats en Afghanistan. Ceux-ci sont chargés d’une mission extrêmement difficile et dangereuse, qu’ils accomplissent de manière ciblée et responsable, avec beaucoup de courage. Ce soir, nos pensées seront avec eux et leurs familles ici, au Danemark. Il n’est pas toujours facile d’être seul(e) à la maison quand une personne proche à notre cœur est en mission dangereuse. Je sais, de par le Prince Héritier, qui a rendu visite à nos soldats un peu avant Noël, que ceux-ci exécutent leurs tâches avec sérieux et sincérité et qu’ils sont conscients de leurs capacités.
Quoi qu’il en soit, notre mission en Afghanistan a un prix : cette année encore, plusieurs jeunes soldats danois ont perdu la vie. Rendons-leur hommage ce soir, ainsi qu’à leurs familles et à leurs amis à qui il ne reste qu’un vide douloureux.
Certains de nos soldats sont rentrés au pays gravement blessés ou traumatisés par leur expérience. Ceux-ci méritent toute notre attention et notre reconnaissance. À l’automne, l’occasion m’a été donnée de rencontrer certains d’entre eux dans le cadre de leur rééducation à l’Hôpital universitaire de Copenhague (Rigshospitalet). Tous font preuve d’un courage exemplaire et d’une volonté exceptionnelle de surmonter leur handicap, deux qualités qui m’ont fortement marquée et que je me dois d’admirer.
Je présente mes meilleurs vœux à tous les Danois et Danoises qui, au sein des forces armées, des dispositifs d’alerte et de la police, œuvrent à assurer notre sécurité. Je vous souhaite une bonne année à tous, où que vous vous trouviez, au Danemark ou à l’étranger.
Comme toujours, en cette fin d’année, mes pensées vont aux Danois et Danoises qui vivent au sud de la frontière. Ceux-ci font partie de notre communauté. Ces liens n’ont jamais été brisés, et nous en sommes fiers.
Chaque année, le Prince Consort et moi-même avons le plaisir de visiter diverses régions de notre pays. Cette année, nous nous sommes également rendus dans les Îles Féroé, et pour l’été 2011, nous prévoyons de nous rendre au Groenland à bord du Dannebrog, pour une visite de plus longue durée. nous nous réjouissons à l’idée de cette visite, et ce soir, tandis que je présente mes meilleurs vœux à nos concitoyens des Îles Féroé et du Groenland, Je tiens également à les remercier pour la confiance qu’ils accordent à ma famille et à moi-même et pour les liens chaleureux qui, je le ressens, nous unissent.
En ce qui nous concerne, ma famille et moi-même, l’année 2010 nous a apporté son lot de joies. Nous attendons beaucoup de la nouvelle année et nous anticipons avec joie de voir s’agrandir notre famille en janvier. Nous sommes ravis et touchés par l’intérêt cordial et sincère que nous rencontrons de toute part, où que nous nous rendions.
En temps cléments, nous ne devons pas oublier que notre bonne fortune n’est pas acquise et que la vie n’est pas nécessairement facile pour tous. En temps difficiles, nous ne devons pas oublier que notre bonne humeur et un sourire peuvent éclairer nos journées les plus ternes.
Entrons dans la nouvelle année avec assurance et faisons-nous confiance, petits et grands.
Tel est mon vœu pour l’année 2011.
QUE DIEU GARDE LE DANEMARK !
